En teori inden for psykoanalysen hævder, at hvis man i længden fortrænger noget ubehageligt til sin underbevidsthed, vil det fortrængte før eller siden selv bryde sig vej op til overfladen - men da i forstørret og forvrænget form.
Søndagens rigsdagsvalg i Sverige kan ses som en illustration af denne mekanismes gyldighed på nationalt plan. Hele det etablerede Sveriges forsøg på i årevis at neddysse ethvert tilløb til en bare forsigtig problematisering af den ubegrænsede flygtningestrøm til landet udløste i søndags et chokvalg, da hver ottende vælger gjorde det, de ikke måtte, og stemte på det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne.
Chokket var dog forbeholdt de bestemmende lag i det svenske samfund. Det er dem, der konsekvent har benægtet, at en anslået tilstrømning bare i år på 80.000 asylsøgere overhovedet kunne være noget, der skulle diskuteres. Med 13 procents opbakning til det ikke fuldt stuerene Sverigedemokraterne må alle medier og partier i Sverige sande, at dæmoniseringsstrategien over for Sverigedemokraterne ikke lykkedes. Udlændingediskussionen kom tilbage i ansigtet på det svenske samfund. Med et sendebud, som kunne have været mere godartet, hvis den politiske fortrængning igennem tiden ikke havde været så massiv.
For Sverigedemokraterne er faktisk et parti med en i vidt omfang odiøs fortid. Selv når man korrigerer billedet for den overdrevne nidkærhed, som svenske medier i løbet af valgkampen har udvist i forsøgene på at skandalisere partiet og dets kandidater, så er der stadig et ubehageligt indslag af småracister og eks-ultranationalister blandt Sverigedemokraternes kadrer. Men dels er det jo dét, man får, når man overlader et påtrængende samfundsemne til en politisk yderfløj. Dels er det påfaldende, at det officielle Sverige aldrig har vist den samme iver, når det gælder jagten på ekstremister ude på den anden fløj. Venstrepartiet, det tidligere kommunistparti, har i mange år udgjort parlamentarisk grundlag for svenske S-regeringer. Uden at nogen på tilsvarende vis har problematiseret, at det socialistiske parti i dag er et opsamlingssted for alverdens skibbrudne stalinister, maoister og autonome. Et parti, hvis program den dag i dag indeholder demokratisk tvetydige formuleringer som denne: ”Demokratiet er mere end almindelig stemmeret og formelle friheder - det må gøres til folkets magt over samfundet”.
Sveriges kommende statsminister, Stefan Löfven (S), burde bruge sin relative handlefrihed her efter valget til at spørge sig selv, om det stadig er klogt at lade, som om masseindvandringen er problemløs. Og alle partier både til højre og venstre burde genoverveje deres fælles pagt om at se bort fra Sverigedemokraternes kandidater i Rigsdagen, altså at lade, som om hver ottende svenske vælger ikke findes. Der er tale om en dybt udemokratisk og arrogant tilgang til vælgerne, og den vil kun forstærke og radikalisere indvandringsmodstanden.
Men det vil ikke ske. Sverigedemokraterne vil også i den kommende valgperiode blive behandlet som pariaer, ganske som lovet. Selvom partiet jo, hvis man tager det på ordet, blot ønsker en regulering af indvandringen svarende til den, der findes i Danmark - og som i dag nyder bred opbakning i Folketinget.
Imens vokser de objektive vanskeligheder af social, økonomisk og kulturel art, som Sveriges integration af de nye borgere fra ikke-vestlige lande medfører. Et stort flertal af de svenske vælgere har med deres stemme i søndags besluttet, at fortrængningen af disse vanskeligheder fortsat skal være officiel politik.
jd