I morgen stemmer indbyggerne i Skotland om løsrivelse fra resten af Storbritannien, og - som omtalt andetsteds i avisen - er der mange steder i Europa en øget tilslutning til de partier eller bevægelser, der kæmper for uafhængighed. Der tegner sig med andre ord et mønster af øget uafhængighedstrang i særlige regioner i mange europæiske lande. Mange har på den baggrund været ude at forudsige, at der meget snart kommer adskillige nye lande på europakortet, men den profeti holder ikke nødvendigvis vand.
For selvom lederne i de selvstændighedssøgende regioner i stigende grad samarbejder, søger inspiration hos hinanden og italesætter det, de har gang i, som værende del af en europæisk tendens, så er det værd at holde sig et par kendsgerninger for øje.
For det første er der store forskelle på den situation, de enkelte regioner befinder sig i, og hvad der er baggrunden for løsrivelsestrangen. Forholdene i Belgien, hvor flamlænderne udgør et befolkningsflertal, kan ikke sammenlignes med Baskerlandet, hvis befolkning udgør et mindretal i Spanien. Skotterne taler engelsk som i resten af Storbritannien, mens catalanerne for det meste må begå sig på to sprog. Og så videre.
For det andet er man rent faktisk ikke nær ved et stort og solidt flertal for uafhængighed i meningsmålingerne i nogen af de nævnte regioner, heller ikke i Skotland.
Der skal ikke herske tvivl om, at begreber som folkenes selvbestemmelsesret og regionalt selvstyre er gode demokratiske redskaber, som man kun kan støtte. Dette har centralmagterne i landene da også for længst indset. Derfor har catalanerne allerede en stor grad af selvstyre, ligesom skotterne altså får lov at holde folkeafstemning. Dette er positivt. Dog er der også grund til betænkelighed over den ”vi er bedre end de andre”-retorik, som kommer til udtryk i flere af kampagnerne for selvstændighed.
I en krisetid er det et kendt fænomen, at intolerancen - ikke mindst over for nærmeste nabo - stiger, og det sætter desværre sit præg på debatten, som ironisk nok er svulmet op, fordi Europa er blevet et sikkert sted at være.
Det sidste skyldes den europæisk integration, og paradoksalt nok har netop EU længe været et vigtigt redskab for regionerne. Måske skulle man netop derfor stoppe op og afvente, hvordan Europa organiserer sig i fremtiden, frem for at forcere et krav om uafhængighed. Lige nu, hvor Europa er nødt til at samle sig - ikke mindst på grund af krisen - er det måske ikke en bølge af regional nationalisme, der er mest brug for. Derfor bør også skotterne besinde sig og stemme nej tak til forslaget om at melde sig ud af Storbritannien.