Debatten om Massoud Fouroozandeh, den iranskfødte migrantpræst på Fyn, vokser for hver dag og tegner til at blive en af årets vigtigste kirkepolitiske sager. Om den får sam-me bevågenhed uden for kirken, som Grosbøll-sagen fik, er nok tvivlsomt, men som den har udviklet sig, er den blevet pinlig for folkekirken. Sidste punktum er med sikkerhed ikke sat, selvom sagen foreløbig er kulmineret med, at Massoud Fouroozandeh i søndags holdt sin afskedsprædiken i Sankt Hans Kirke i Odense.
Massoud Fouroozandeh er enestående, fordi han er den første konverterede muslim og ordinerede præst i folkekirken. Vil der komme flere som ham? Ja, forhåbentlig og sandsynligvis, al den stund, at fremtiden vil bringe endnu flere møder mellem forskellige trossamfund. Den danske befolkningssammensætning ændrer sig, og derfor ændrer den folkekirkelige virkelighed sig også.
Men kirken evner desværre ikke at skabe ordentlige betingelser for et arbejde som Massoud Fouroozandehs - en dansk præst, som tager ud på landets flygtningecentre og fører dialog med muslimer for at omvende dem til kristendommen, og som benytter andre uortodokse midler for at leve op til missions-befalingen og præsteløftet. Han bevæger sig for langt ud over kanten af den kirkelige konsensus ved at gøre alt, hvad han kan for at omvende muslimer. Det er tankevækkende og svært forståeligt, at den folkekirke, der så ofte hyldes for sin store rummelighed, tilsyneladende ikke kan rumme netop ham.
Set udefra er det slående, at Fouroozandehs støtter, der kommer fra forskellige dele af det folkekirkelige miljø, alle ser den aktuelle sag som værende af stor principiel betydning. Den fynske præst viser en ny vej for folkekirken, hvor talen ikke kun er om dialog med muslimer, men også om mission og omvendelse, lyder synspunktet. En sag om substans og principper.
Fouroozandehs kritikere anskuer sagen i et helt andet lys. De betragter den som en lokal, mindre strid om formalia. Døber Massoud nu på den anviste, folkekirkelige måde, og må han kalde sit virke ”Folkekirkens Migrantarbejde”, som han har gjort, når det nu kun er en del af kirkens migrantarbejde?
Fordi de to parter anskuer sagen så forskelligt, er der kun begrænset fælles grund at mødes på. Man taler forbi hinanden. Derfor er vinderen af debatten også den part, der vinder definitionsretten: Er Massoud-sagen af historisk, principiel betydning om dialog kontra mission, eller er den en triviel personalesag om formalia?
Der er næppe tvivl om, at iværksætteren Fouroozandeh med sit entreprenante virke og sin insisterende energi må fremstå som en trussel for den kirkelige konsensus. Men for de muslimer, der er blevet døbt, er der ingen tvivl om, at han udfører et uvurderligt stykke arbejde og tør tale diverse imamer imod på en håndfast facon. Han sender et vigtigt signal til konvertitter om, at den danske folkekirke selvfølgelig også er for dem.
At han samtidig betaler en personlig pris i form af chikane og hemmelig adresse gør også indtryk. Mulige overtrædelser af diverse paragraffer i den folkekirkelige lovjungle bør ikke forhindre Massoud Fouroozandehs fortsatte arbejde. Og det er ikke penge, der er problemet, for samtidig med at man i Fyens Stift ikke kan finde midler til hans fortsatte virke, har man ansat en spindoktor.
Det er uforståeligt, at man i en tid, der kalder på stadig større rummelighed over for minoriteter og særstandpunkter, ikke er rummelig nok til at omfavne en præst, der tager missionsbefaling og præsteløfte seriøst.
mbh