Nødvendig tilpasning af asylregler

Svaret på borgerkrigen i Syrien er ikke at tømme landet for beboere

"Naturligvis skal Danmark og andre lande hjælpe mennesker i nød, men man må også se i øjnene, at det ikke er nok at have hjerterum," skriver Karin Dahl Hansen i dagens leder.
"Naturligvis skal Danmark og andre lande hjælpe mennesker i nød, men man må også se i øjnene, at det ikke er nok at have hjerterum," skriver Karin Dahl Hansen i dagens leder. Foto: Arkivfoto.

Regeringen med justitsminister Karen Hækkerup (S) i spidsen handler ansvarligt, når den lægger op til en ændring af asylreglerne, der har til formål at dæmme op for den tilstrømning af flygtninge, der foregår i disse måneder, navnlig fra Syrien.

Der er ingen tvivl om, at situationen i de lande, flygtningene kommer fra, er utålelig, men svaret på dette er ikke at åbne grænserne på vid gab for navnlig de ressourcestærke flygtninge, der formår at komme helt til Danmark. De mest svage og udsatte kommer aldrig så langt og bliver enten i det borgerkrigshærgede land eller i nærområderne.

Med sit udspil foreslår regeringen at give asyl for bare et år ad gangen mod i dag fem år. Når sikkerhedssituationen i flygtningenes hjemland skal vurderes hyppigt, er der en større sandsynlighed for, at asylsøgerne forbliver flygtninge, der kan sendes hjem, så snart der er en form for stabilitet i deres hjemland, og ikke ender med at være indvandrere i Danmark. Det er der tidligere dårlige erfaringer med, idet mange flygtninge, der er endt med at blive, har vist sig svære at integrere i det danske samfund.

Man kan imidlertid roligt regne med, at tiltaget også er en del af den tilstundende valgkamp. Her vil Dansk Folkeparti og de borgerlige partier forsøge at fremstille regeringen som ”slap”, og med gårsdagens tiltag kan Socialdemokraterne og De Radikale omvendt henvise til, at regeringen skam har handlet.

Spørgsmålet er imidlertid, om det for alvor ændrer noget. Det lyder godt, at man skal kigge på opholdsgrundlaget hvert år, men når der næste år stadig er krig i Syrien, bliver opholdstilladelsen forlænget, og i takt med at man forlænger flygtningenes ophold i Danmark, stiger tilknytningen. Børnene kommer i skole, får danske kammerater, og når tiden så kommer for en hjemsendelse, vil mange finde det urimeligt. Med andre ord findes der ingen enkle løsninger. Med sit initiativ signalerer regeringen imidlertid, at den gør noget - og det er vigtigt i en valgkamp, hvor et massivt flertal af vælgere er tilhængere af en restriktiv flygtninge- og indvandrerpolitik.

Naturligvis skal Danmark og andre lande hjælpe mennesker i nød, men man må også se i øjnene, at det ikke er nok at have hjerterum. Overalt i Europa er der udfordringer med at sluse flygtninge ind i samfund, der er fundamentalt anderledes end de lande, flygtningene typisk kommer fra. Et samfund hænger blandt andet sammen i kraft af sin kultur, sprog og historie, hvorfor det er rigtigt at kontrollere flygtningestrømmen og indvandringen. Men ideelt set skulle alle lande bidrage mere til at afhjælpe flygtningeproblemerne tæt på de krigsområder, som skaber dem. kdh