Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er langt mere kompleks end som så, og at bebude handelssanktioner mod Israel, som udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har gjort, er ikke en farbar vej.
Det står naturligvis den enkelte borger frit for, om han eller hun vil boykotte appelsiner fra Israel, kondisko fra Kina eller benzin fra Saudi-Arabien, men at bruge koordinerede handelssanktioner på EU-niveau mod Mellemøstens eneste demokrati er en underkendelse af konfliktens kompleksitet.
Det palæstinensiske problem er ikke kun Israels, og såvel EU og USA som nabolandene bør bidrage konstruktivt til fredsforhandlingerne med Hamas i Kairo i denne uge. Herunder bør man lægge pres på parterne for at arbejde hen imod det, der på sigt bør være en tostatsløsning, hvor Palæstina og Israel kan leve fredeligt side om side. Hvor israelerne ikke skal frygte natlige raketangreb, og hvor palæstinenserne har en reel mulighed for at klare sig selv.
Der er mange grunde til at forholde sig endog meget kritisk til Israels fremfærd. Bosættelsespolitikken er en torn i øjet, og det er helt uacceptabelt, at Israel efter sommerens krig i Gaza har eksproprieret et større område ved Betlehem på Vestbredden, hvor man har planer om at opføre 1000 nye boliger. Det er en provokation og i strid med internationale aftaler, men indfører man handelssanktioner mod landet i forbindelse med fredsforhandlingerne i Egypten, er det med til at marginalisere Israel yderligere. Det vil styrke de højreorienterede kræfter i landet, der mener, at hele verden er imod Israel og slet ikke forstår, hvor udsat landet er. Det kommer der ingen fredelige løsninger ud af.
USA og EU, der deler Israels værdier om pressefrihed og demokratiske valg, bør agere som kritiske, men kærlige venner, der stiller krav til Israel om at vise storsind og række hånden ud mod de palæstinensere, der vil fredelig sameksistens.
Palæstinenserne skylder også omverdenen at vise, at de har mere troværdige forhandlingspartnere end Hamas, hvis terrorvirksomhed for alvor blev afsløret denne sommer, hvis nogen skulle have været i tvivl. Hvis Israel skal gå helhjertet ind i forhandlinger og stoppe sine hovedløse bosættelser, må det have tillid til, at modparten ønsker fred og ikke Israels endeligt.
Det er en konflikt ladet med symboler, og handelssanktioner vil være endnu et tomt symbol, idet samhandelen mellem Israel og Danmark er beskeden. Der er ikke brug for yderligere symboler i regionen, men derimod konkrete resultater. Det er vanskeligt og langt sværere end at bebude sanktioner. Men også det eneste rigtige, hvis målet er en varig løsning. kdh