Tilgivelsens veje er uransagelige

Evnen til at tilgive er forunderlig, men kan og må ikke tvinges frem

Vi skal kunne tilgive alle for deres handlinger - selv den norske terrorist Anders Behring Breivik, der i 2011 dræbte i alt 77 mennesker på øen Utøya og i Oslo. Det sagde den sydafrikanske ærkebiskop og tidligere nobelpristager Desmond Tutu tidligere på ugen under et besøg i Norge.

Selvom den 82-årige ærkebiskop er åben for at tilgive Breivik, betyder det ikke, at han ser med milde øjne på nordmandens gerninger. I et interview med en norsk avis understregede Tutu, at der for ham ikke er nogen modsætning mellem at tilgive og vise afsky mod ”den forfærdelige handling, som straks må fordømmes”.

Ærkebiskoppens enkle pointe er, at ingen vinder noget ved at blive ved med at bære had i sit hjerte. Denne pointe bygger så igen på Tutus kristne livssyn, som han også fik formuleret i den norske avis: ”Gud hader ingen. Vi er alle Guds børn. De af os, der bliver onde børn, er fortsat Guds børn, som hører til familien.”

At nogle norske forældre til Breiviks ofre måske har lidt svært ved at følge Tutus opfordring er helt forståeligt og meget menneskeligt, for at skulle tilgive sit barns morder må være en af de sværeste ting, man overhovedet kan komme ud for i livet.

At nå frem til at kunne tilgive er en individuel og eksistentiel proces, der ikke kan eller bør forceres frem af andre eller af staten, der i et retssamfund varetager de legitime behov for hævn og retfærdighed, som ofre eller deres efterladte helt naturligt har. Denne pointe bekræftes af den juridiske professor Harhoff, der i et interview i dagens avis beskriver tilgivelse som et privat og psykologisk anliggende, der ligger helt uden for det juridiske kredsløb.

Det kristne ideal om tilgivelse kan være umuligt at leve op til for mange og kan i den forstand også forstås som en slags syndserkendelse hos den enkelte - et ideal, man ikke kan leve op til. De fleste af os har i løbet af tilværelsen oplevet at føle vrede eller had, fordi man har været udsat for en uretfærdig behandling. En sådan vrede eller bitterhed kan kaste en kæmpe mørk skygge ind over tilværelsen, så alt pludselig opleves og ses igennem vredens tåger. Ja, vreden kan være så stor, at den skygger for alt andet i ens liv.

Når man så endelig giver slip på vreden, kan man opleve, hvordan skyggerne og tågen forsvinder på forunderlig vis. Det kan føles som en stor befrielse. Som det også fremgår af dagens avis, har amerikanske psykologer og terapeuter i årevis arbejdet med denne indsigt og kalder det nu sundt for helbredet at tilgive. Vi er tilbage ved ærkebiskop Tutus indledende pointe: Ingen vinder noget ved at blive ved med at bære had i sit hjerte.

holm