Beslutningen fra den danske - og flere andre vestlige landes regeringers - side om at bidrage med blandt andet kampfly til den koalition af lande, der nu er opbygget i forsøget på at standse den militante gruppe Islamisk Stat, IS, er rigtig. På den måde forstået, at det er nu, det gælder, hvis IS' fremmarch skal bremses. Med de seneste flygtningestrømme fra Syrien og ind i Tyrkiet som nyeste eksempel, står det for alvor klart, at IS har et momentum og ambitioner om at udvide det område i Syrien og Irak, hvor den har udråbt et kalifat. Og ligesom det har været et vigtigt træk, at USA i begyndelsen af ugen begyndte at bombe IS-stillinger fra luften, er det også vigtigt, at kredsen af lande, der aktivt bidrager til den såkaldte koalition, bliver så stor som mulig.
Netop vestlige angreb er naturligvis noget, som Islamisk Stat kan bruge i sit i øvrigt meget effektive propagandaapparat og hvervningsarbejde blandt radikaliserede unge i Europa. Ikke desto mindre er dette et lille sideproblem i den store sammenhæng, når man ser på, hvordan hundredtusinder er på flugt fra gruppen og dens brutalitet og spredning af frygt. Det vigtige er, at fremmarchen stoppes og rulles tilbage, og det kræver en vedholdende indsats, som efter alt at dømme bliver langvarig. Her er det vigtigt, at de regionale lande bidrager aktivt - og med de landtropper, som er helt nødvendige, hvis arbejdet skal gøres færdigt. For dette skal netop ikke ende i noget, som propagandister vil kunne udlægge som en vestlig krig mod muslimer. Det må være de muslimske lande i regionen, der selv tager teten på landjorden. Så må Danmark, Storbritannien, Frankrig og - naturligvis - USA støtte, så godt de kan fra luften.
Man kan anføre, at mange må have svigtet deres ansvar, når situationen er kommet så langt ud, som den er. Det gælder de eksisterende regimer i Syrien og Irak, som ikke har udvist rettidig omhu i forhold til at undgå befolkningens utilfredshed og dermed et rekrutteringsgrundlag for IS. Det gælder måske også i Vesten, hvor man er blevet taget på sengen af IS' fremdrift og veludviklede organisation. Det ændrer selvfølgelig ikke ved den skræmmende virkelighed nu, men det giver grund til at foretage grundige overvejelser om - og lægge en plan for - hvad der skal ske bagefter, når IS er blevet trængt helt i defensiven. Det nytter ikke bare at levere fuld kontrol tilbage til Syriens præsident, Bashar al-Assad, ligesom det vil være en fejl, hvis ikke den irakiske regering formår at tage hensyn til landets sunnimuslimske mindretal, som er dem, IS henvender sig til. Storpolitisk bør der også være basis for en forbedring af forholdet mellem USA og Iran. Dette vil være væsentligt på lang sigt, men først skal IS drives tilbage. brun