Krig og national identitet

Dansk krigsdeltagelse lanceredes samme dag som DR's ”1864”

Jakob Holm er kronik- og debatredaktør.
Jakob Holm er kronik- og debatredaktør. Foto: Arkivfoto.

Har krig og national identitet noget med hinanden at gøre? Ja, i allerhøjeste grad. Krige påvirker identiteten på godt og ondt. Det viser historien igen og igen.

I går lancerede DR ved en pressekonference sit nye store historiske drama, ”1864”, om krigen i netop 1864, hvor den danske nation tabte en meget stor del af kongeriget og reelt var i fare for at falde fra hinanden og ende som en provins i Tyskland.

Det er DR's dyreste og største produktion til dato, og den vil fra søndag den 12. oktober rulle over skærmen i otte afsnit, der givetvis vil samle en stor del af befolkningen med interesse for vort lands historie.

Lanceringen kom på den dag, hvor Folketinget med førstebehandlingen af beslutningsforslaget om at sende syv danske F-16-fly til Mellemøsten de facto besluttede at lade Danmark træde ind i endnu en krig, nemlig krigen mod kalifatet Islamisk Stat (IS).

Beslutningen er folkeligt set meget populær, og kun Enhedslisten har luftet politisk modstand mod krigsdeltagelsen. Nogen egentlig offentlig debat om krigsdeltagelse har der ikke ellers været meget af i landets medier. Og der er selvfølgelig også stor forskel på en krig, hvor man står over for fremrykkende prøjsiske styrker ved Dybbøl, og en krig, hvor man sender syv fly til et fremmed land langt borte.

Men krig påvirker en nations selvforståelse, og det forsmædelige nederlag i 1864 præger stadig den danske selvforståelse. Det er den sidste krig, vi som nation har tabt. Den danske historie handler om en middelalderlig stormagt, der gennem årene er blevet mindre og mindre for til sidst efter krigen i 1864 at være kogt helt ind til den inderste, etnisk homogene kerne med kun ét fælles sprog, nemlig dansk. Det Danmark, vi kender i dag, er med historikeren Uffe Østergaards ord blevet grundlagt på 400 års militære nederlag.

Danmarks rolle under Anden Verdenskrig diskuteres med god grund stadig lidenskabeligt, men den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ramte en nerve i den danske folkesjæl, da han i 2003 kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen. Han beskyldte sine forgængere for at svigte moralsk, og han brugte dette argument til at forsvare Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Mange danskere har faktisk været lidt flove over, at Danmark som nation ikke havde ydet et større offer i krigen mod nazismen. Med Danmarks krigsdeltagelse i både Irak og Afghanistan har vi som nation følt, at en del af vores ”moralske gæld” er blevet betalt tilbage til vore gamle allierede. Om krigene så på nogen måde kan siges at være en succes, kan diskuteres. Men den nationale selvforståelse og stolthed er uden tvivl blevet styrket.