Kirkeminister Marianne Jelved (R) bør droppe den kirkereform, som for tre år siden blev lanceret under daværende kirkeminister Manu Sareens (R) højlydte trompetfanfarer. Meget tyder nemlig på, at den elefant, som Manu Sareen mente, at han barslede med, kommer ud af Marianne Jelved som en lille, forkommen mus. Og en minireform af folkekirken kan gøre mere skade end gavn. Den kan fastlåse folkekirken i en status quo-tilstand, som langsomt vil dræne livet ud af kirken.
Regeringen lægger op til, at folkekirken skal have - ikke et kirkeråd til styring af økonomi og indre forhold, som var en af flere muligheder i et omfattende udvalgsarbejde - men derimod et demokratisk valgt økonomiudvalg. Det skal dog ikke kunne bestemme noget. Ministe-ren skal fortsat have magten. Biskopperne skal samtidig have lovfæstet deres ret til at blive hørt, når det gælder for eksempel kirkens ritualer. Men også her fastholder ministeren tilsyneladende magten. Kort sagt er det skindemokrati, og det er der ingen, der har efterspurgt.
Det store spøgelse i forhandlingerne om en kirkereform har været frygten for at skabe en politiserende kirke med et råd, der vil udtale sig om alt muligt. Den frygt er reel. Men de, der ønsker en politiserende kirke, kan formentlig tælles på én hånd.
Derimod er der en stigende kirkelig erkendelse af, at politikere og embedsmænd heller ikke er de bedste til at styre folkekirken. Den er blevet stadig mere bureaukratiseret i de seneste årtier.
Med udsigten til at færre og færre ministre og folketingspolitikere ved noget om kristendom og folkekirken og derfor heller ikke kan forventes at handle i respekt for den, er der brug for en reform. Den erkendelse er kommet til udtryk i arbejdet med modeller for en kirkereform, som har fået støtte fra stort set alle kirkelige organisationer, mens en del menighedsråd har forholdt sig skeptisk.
Det er klogt af Marianne Jelved at søge bredt politisk flertal for en kirkereform, og derfor er det forkert at presse den igennem på et smalt mandat. Men når jagten på det brede flertal udvander reformen til næsten ingenting, vil det klogeste være helt at droppe den. En minireform eller lovgivning, der lovfæster den sædvane, som i dag hersker, risikerer at fast-låse folkekirken. En sådan lovgivning vil stadfæste magtforholdet mellem kirke, politikere og embedsmænd og gøre det sværere at ændre på det fremover.
Derfor bør Marianne Jelved styre sin politiske lyst til dog at gøre et eller andet. Kan reformen ikke blive til mere end det, der tilsyneladende nu ligger på bordet, bør den opgives. Der kommer uden tvivl bedre tider.