Hvis DR ikke vinder andre sejre i den igangværende debatkrig om ”1864”, så skal det være statsmediet vel undt, at tv-serien da i hvert fald dokumenterer, at DR stadig kan producere underholdning, som alle i nationen har en mening om. Fra kunstnere over historikere til politikere diskuteres det på livet løs, om Ole Bornedals dramaserie er en konform kommentar til nutidens danske aktivistiske udenrigspolitik, eller om den er et relevant stykke kunst i sin egen ret. Efter det første afsnit, der blev sendt i søndags, er det naturligvis for tidligt at fælde en dom. Men det er stærkt opmuntrende, at fiktion bygget over et centralt kapitel i danmarkshistorien i dén grad kan engagere. Det er næsten som at være tilbage i tv-monopolets dage. Og på den måde er tv-serien, som mange ser som en nødtørftigt forklædt kritik af nullernes kulturkamp og danske krigsførelse i fjerne lande, selv gået hen og blevet et indlæg i den fortsatte kulturkamp.
Netop derfor er der ting, man godt kan tillade sig at mene om serien - og debatten om serien - allerede nu, hvor der resterer syv afsnit. Den første er, at hvis instruktør Ole Bornedal vil bruge fortiden til at sige noget om nutiden, så skal han passe gevaldigt på, at han ikke meddeler sig i farcens form. Ellers slår det tilbage og gør hele hans drama til ufrivillig farce. Hvis man for eksempel, lidt anstrengt, skal læse D.G. Monrad-figurens sanseløse raven rundt som et sindbillede på en langt senere dansk statsministers entusiasme for at følge USA ind i diverse krige, ja, så banaliseres pointerne så meget, at det, der kunne være elegant, i stedet nærmer sig plump folkekomedie.
Og det var jo nok ikke meningen med et historisk udstyrsstykke til 173 millioner kroner.
En anden ting, man godt kan konkludere, er, at Ole Bornedal har haft og har benyttet sig af fuld kunstnerisk frihed til at skabe nøjagtigt det billede af datiden (og nutiden), som han har ønsket. Ingen højrefløjsideologer i DR's bestyrelse eller andetsteds har undervejs kunnet dreje værket bare én grad i deres retning. Og nøjagtigt sådan bør det naturligvis være.
Til gengæld er der noget yderst mimoseagtigt over den forargede måde, kulturradikale koryfæer øjeblikkeligt slog ringborg om ”1864” og dens instruktør på, så snart nogle historikere meldte sig med kritik af tv-seriens historiske nøjagtighed eller mangel på samme. For det er faktisk ikke indlysende, at en dramatisering af historien behøver ske på bekostning af fortællingens historiske troværdighed, selvom det er blevet fremstillet sådan på det seneste.
Det modsatte er tilfældet: I udlandet sætter skaberne af store historiske film- og tv-dramaer oftest en ære i, at alt skal være både nuanceret og korrekt. Naturligvis kunne public service-stationen DR have leveret det samme.