Bogstrømmen fra skyttegravene

Vi spejler os i krigen og møder vores egen tvivl under læsningen

Michael Bach Henriksen.
Michael Bach Henriksen.

Hvert år ved denne tid samles opmærksomheden i kulturlivet om de store tendenser i årets boghøst. Lige om hjørnet lurer BogForum, og forlagene udsender en tilsyneladende støt stigende strøm af bøger op til messen.

Journalister og redaktører på nyhedsjagt vil altid gerne udpege en ny tendens og har pligt til at berette om nyheder på bogmarkedet. Men år efter år må bogbranchens aktører sande, at intet slår interessen for Anden Verdenskrig. Og biografier om kendte. Ingen nyheder her. Krig og livsskæbner sælger stadig stort og fanger læsernes interesse. Det betyder ikke, at man ikke ser mindre krusninger i andre dele af det store bogdelta, men hovedstrømmen ligger fast.

Det er fascinerende at bevidne, hvordan forskere og forfattere opdager nyt om Anden Verdenskrig. Man skulle tro, at hver sten snart var vendt, hver skyttegrav undersøgt og hver brevsamling gennemgået med tættekam, men nej. Langtfra.

Den nye tendens inden for krigslitteraturen er, som beskrevet i dagens avis, at kvinders skæbner får stadig større plads i tidens mange bøger om årene 1939-1945. Utallige kvindelige krigsofre har gemt på deres beretninger og måske følt skam, men kommer nu frem med deres erindringer om holocaust, inden det er for sent. Vidnesbyrdlitteraturen har længe stået stærkt med bøger som Primo Levis uomgængelige kz-lejrerindringer som et af højdepunkterne, og det er godt, at mindre berømte kvinder og deres skæbner nu også høres.

Når krigen fortsat fascinerer, skyldes det, at Anden Verdenskrig er den sidste store krig i Europa, der blev udkæmpet inden for relativt veldefinerede rammer og med en klar begyndelse og slutning. Det betyder selvsagt ikke, at der ikke er utallige moralske gråzoner i forholdet mellem nazister og allierede, eller at krigen ikke også efter den sidste skudveksling trak lange, smertelige spor. Men den grundlæggende koreografi mellem godt og ondt, fra begyndelse til slutning, ligger fast og er forståelig også for nye generationer.

Langt mere kompliceret blev det for amerikanernes vedkommende allerede med Viet-namkrigen, få år efter Anden Verdenskrigs slutning, hvor helte og skurke, start og slut fortonede sig i napalmbombernes flammehav. Ambivalensen, usikkerheden og selvransagelsen har været en del af den vestlige krigsdebat frem til den nuværende tilbageholdenhed med at benævne aktionen mod Islamisk Stat en krig, blandt andet fordi det er umuligt at fastsætte et succeskriterium. Men der var nu heller ingen exit-strategi i Anden Verdenskrig - men derimod utallige borgere, der kæmpede for et princip. Også heri ligger en forklaring på nutidens fascination af Anden Verdenskrig. Mere eller mindre bevidst spørger vi os selv, om også vi i dag vil kæmpe for alt, hvad vi har kært?