Koldkrigs-skvulp i Skærgården

Forståeligt, at Sverige leder så massivt efter mulig ubåd

Henrik Brun er udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Henrik Brun er udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Arkivfoto.

Svensk militærs fortsatte jagt på en formodet ubåd i og omkring Kanholmsfjärden i Stockholms skærgård havde ved redaktionens slutning i går ikke båret frugt i form af et nagelfast bevis. Hverken på, at der har været tale om en ubåd, eller at der er tale om en beskadiget russisk af slagsen, sådan som teorien går på. Men - som det fremgår af dagens avis - er det næppe usandsynligt, at mistanken er berettiget. Østersøen er af vital interesse for Rusland, ligesom andre nationer også har ubåde sejlende rundt - hvad enten det så er på spionagetogter eller mere uskyldige missioner.

Når jagten vækker så stor opsigt, skyldes det blandt andet, at det vækker minder om Den Kolde Krig, hvor uidentificerede ubåde ofte krænkede svensk farvand. Særligt tilfældet med den atombevæbnede sovjetiske S363, der strandede i skærgården ud for Karlskrona, ikke langt fra det svenske søværns hovedbase, dukker op i den kollektive svenske erindring. En skandale dengang, fordi beviset for den sovjetiske tilstedeværelse var så nagelfast. At ubåde fra USA eksempelvis også opererede i det neutrale Sveriges farvand kom først frem senere.

At den igangværende eftersøgning er så massiv er et ganske forståeligt faktum i lyset af det nuværende dårlige klima mellem øst og vest, og ikke mindst på grund af russiske flys nylige krænkelser af svensk luftrum.

Sidstnævnte var formentlig et forsøg på at teste det svenske beredskab, hvis ikke det skete som en demonstration af russisk utilfredshed med den sikkerhedspolitiske udvikling generelt. En udvikling, der er en konsekvens af Ukraine-krisen, som har ført til, at spændingerne mellem Nato-landene og Rusland er steget markant.

Dette har på den anden side har ført til en - forståelig - nervøsitet i lande som Polen, Estland, Letland og Litauen omkring, hvad Rusland kan have af hemmelige ambitioner ihukommende historien. Det er næppe sandsynligt, at hverken de baltiske landes eller Polens Nato-medlemskab pludselig vil blive set som uacceptabelt fra russisk side.

Til gengæld kan man forvente, at et eventuelt svensk eller finsk ønske om at træde ind i alliancen vil blive mødt med utilfredshed. Et ønske, der stadig forekommer langt væk, men som ikke desto mindre vil blive stærkere for hver episode af den slags, vi ser lige nu. I dialogens navn er det derfor ganske vise ord, der er kommet fra Sveriges forsvarsminister Peter Hultqvist, når han siger, at han vil have større åbenhed om netop sådanne krænkelser. Hvor realistisk det er at projicere en svensk åbenhedstradition over på Rusland - eller visse Nato-lande for den sags skyld - er naturligvis spørgsmålet. Det gør dog ikke udsagnet mindre rigtigt.

brun