EU og ansvaret for verdens klima

Ingen vej uden om høje EU-ambitioner mod global opvarmning

Når stats- og regeringscheferne for de 28 EU-lande i dag og i morgen er til topmøde i Bruxelles, er det med et emne fra den helt store dagsorden på bordet. EU-topmødet skal forsøge at skabe enighed om nye klima- og energimål for Unionen for tiden frem til 203o. Processen har været i gang længe, og EU-Kommissionen har for længst spillet ud med, hvilke tre punkter den mener, regeringslederne bør vedtage som overordnede mål: at der skal ske en 40 procents reduktion af EU's udledning af drivhusgasse, at 30 procent af EU's energibehov skal dækkes af vedvarende energi, og at udnyttelsen af energien skal effektiviseres med 30 procent.

Disse mål kan den danske regering let tilslutte sig, men efter et forberedende møde mellem udenrigs- og europaministrene i Luxembourg i tirsdags tyder meget på, at der er meget store uoverensstemmelser mellem landene. Særligt lande som Storbritannien og Polen har af forskellige grunde problemer med de ambitiøse mål, og det kan blive lidt af en kamp at få opbakning fra alle 28 lande til alle tre mål. Derfor har også blandt andre Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, nedtonet forventningerne til, at man vil kunne nå at blive enige på dette topmøde.

Problemet er bare, at det haster med en fastlæggelse af en ambition. Først og fremmest fordi den globale opvarmning fortsætter med uformindsket styrke. FN's klimapanel, IPCC, kommer løbende med dystre fremskrivninger - stigende temperaturer, højere vandspejl i verdenshavene og udsigt til mere ekstremt vejr. Helt konkret frygter panelet globale temperaturstigninger i dette århundrede på over fire grader og et stigende havniveau på over 80 centimeter, hvilket kan få meget alvorlige konsekvenser for store dele af verden, også Danmark. Derfor, fremfører panelet, må der sættes ind med nogle klare mål for reduktion af CO2-udledningen i de kommende årtier. Helst skal verdens lande indgå en global klimaaftale på det planlagte COP 21-topmøde i Paris til næste år.

Der skal ikke herske tvivl om, at det på verdensplan er Kina og USA, der er de største udledere af drivhusgasser. Og at de store vækstøkonomier som Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika også står til at bidrage endnu kraftigere til klimaforandringerne, end de gør i forvejen. Bolden ligger i høj grad også hos disse lande, hvor der heldigvis også er en stigende forståelse for, at udviklingen ikke kan blive ved. Men hvis ikke EU påtager sig førerrollen som verdens grønne lokomotiv, vil det blive næsten umuligt at få en aftale på COP 21. EU's ledere må derfor påtage sig et globalt ansvar. Der bør ikke være nogen vej uden om.

brun