Statsborgere fra 158 lande er medlemmer af folkekirken. Som en optælling i Kristeligt Dagblad viste i går, er folkekirken ikke lukket land for de nye danskere. Men inden man lader sig rive med af de 158 flag på landkortet, er det værd at spørge, om folkekirken i grunden er god nok til at åbne dørene for nydanskere.
Ni ud af de ti lande, som der kommer flest folkekirkemedlemmer uden dansk statsborgerskab fra, har store protestantiske kirker. Disse dækker over mere end to tredjedele af opgørelsens indvandrere.
Deres tilknytning til folkekirken skyldes næppe nogen udfarende tilgang fra kirkens side, men snarere, at mange tilflyttende protestanter herfra automatisk får folkekirkemedlemskab i Danmark.
Folkekirken har svagere appel til de store grupper af indvandrere fra ikke-vestlige lande, som helt overvejende er dem, der har været genstand for debat i offentligheden de senere år. På 35. pladsen ligger for eksempel Tyrkiet med 88 statsborgere, og over for disse kulturer kan folkekirken blive bedre til at række ud.
Folkekirken er født som en national kirke, og det er et åbent spørgsmål, hvor langt den kan strække sig i international retning. Men luthersk kristendom findes på alle kontinenter og kan antage mange former. Det burde også i Danmark være muligt at skabe en kirke med mange rum for mange kristne. For folkekirken er også en kirke, der er født med vægtlægning på rummelighed og forskellighed.
På lørdag holdes stiftende generalforsamling i valgmenigheden Church of Love. Fortællingen om menighedens svære vej ind i folkekirken er også fortællingen om, hvor vanskeligt folkekirken har ved at skabe de nye rum, som kræves. Church of Love bliver folkekirkens første menighed, der er født som indvandrermenighed med et andet sprog og et andet kulturelt udgangspunkt. Om 100 år vil folkekirken formentlig have mange flere af denne type menigheder, og forhåbentlig går det hen ad vejen bedre med at få dem sluset ind og give de enkelte kirkegængere indtryk af, at de er velkomne i fællesskabet.
Men for at skabe flere rum skal folkekirken lære at indgå en række kompromiser. Den katolske kirke har gennem århundreder lært at få en globale menighed til at gå op i en universel teologi. Nogle katolske menigheder benytter ortodokse gudstjenesteformer kombineret med en underordning under paven. Andre holder gudstjenester på deres eget sprog og fører et afsondret kirkeliv. Folkekirken kunne med fordel lære af disse kompromiser, som en udvidelse af folkekirkens rummelighed vil kræve. Det er den vej, folkekirken vil skulle bevæge sig i en fremtid med flere kulturer på de danske kirkebænke.
AEM