Det er rykket helt op i toppen af den politiske dagsorden herhjemme, at regeringen regner med en ekstraudgift på 4,5 milliarder kroner, i forbindelse med at der forventes flere asylsøgere til Danmark til næste år. Ikke mindst, fordi over halvdelen af beløbet - 2,5 milliarder - skal findes gennem besparelser på udviklingsbistanden, hvilket nu er blevet et nøglespørgsmål i regeringens forhandlinger med SF og Enhedslisten om et forlig om næste års finanslov. Det er mildt sagt ikke de to partiers kop te, at de øgede udgifter på asylområdet skal finansieres af nedskæringer på hjælpen til u-lande, og især Enhedslisten har erklæret sig utilfreds. Den samlede udviklingsbistand er på 16,9 milliarder kroner, hvoraf 12,5 milliarder endnu ikke er bundet af en bindende kontrakt.
Der kan altså, jævnfør sidstnævnte tal, i princippet skæres rigtig mange steder, hvilket betyder, at besparelserne kan komme til at ramme bredt. Dog med den undtagelse, at udviklingsminister Mogens Jensen (S) i videst muligt omfang vil ”friholde den humanitære bistand og nærområde-indsatserne, der hjælper de mennesker, som er flygtet fra hus og hjem eller fanget i konflikt”. Med andre ord vil den akutte katastrofehjælp fortsat bestå på samme niveau, hvilket er godt. Samtidig er det dog en logisk følgeslutning, at pengene i stedet vil blive fundet på de mange langsigtede satsningsområder, hvoraf mange har fattigdomsbekæmpelse, sundhed og ligestilling i u-landene som omdrejningspunkt. Følger man denne logik, vil fokus derfor uvægerligt blive drejet en anelse væk fra det lange seje træk og over mod den mere kortsigtede symptombehandling i katastrofeområder. I hvert fald vil antallet af midler til langsigtede indsatser alt andet lige falde.
Nu kan man sige, at der også er andre faktorer end u-landsbistand i spil, når store, almene områder som eksempelvis drikkevandssituationen i et land skal forbedres. Lokale regeringers prioriteringer eller økonomisk vækst gennem handel - blot for at nævne nogle. Men målet med den langsigtede udviklingsbistand er netop at understøtte hvert land i at komme på den rette kurs, og her bliver der et problem for den lokale planlægning, hvis for mange projekter bortfalder eller bliver skåret kraftigt ned meget pludseligt. Dette er der - som beskrevet her i avisen i går - en reel fare for, fordi regeringen ser midlertidigt på den nuværende sparesituation og dermed også er usikker på, hvor meget der er til rådighed til næste år og til næste år igen og så videre. I stedet burde man træde et skridt tilbage og anlægge en helhedsbetragtning og prioritere bistanden ud fra, hvad der giver mest mening. Så ved de i u-landene, hvad de kan regne med. Ikke mindst dem, der kæmper for det lange seje træk.
brun