Et flop af en kirkereform

Politikerne siger nej til reform. Alligevel bør der ske noget

Erik Bjerager.
Erik Bjerager. . Foto: Arkivfoto.

Siden folkekirkens fødsel med Grundloven i 1849 har det lydt som et mantra, at al for-andring i kirken skal komme nedefra. Derfor er det noget af et paradoks, at den kirkereform, som der har været overraskende bred kirkelig enighed om at gennemføre, er blevet skrottet af politikerne.

Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservati-ve har sagt nej til selv en stærkt nedbarberet reform, der flytter bare en smule kompetence fra det politiske bord til det folkekirkelige.

Kirkens fremtid ligger bedst i hænderne på politikerne, mener de, men deri tager de fejl.

I takt med at Folketinget i stigende grad kommer til at bestå af politikere med stadigt mindre viden om kirke og kristendom, hvoraf et voksende antal slet ikke er medlemmer af folkekirken, kan man forudse, at kirken mere og mere vil blive trukket ind i det partipolitiske spil. Manu Sareens (R) tid som kirkeminister står er et forvarsel om, hvad der kan komme af krav til, hvad kirken skal tilpasse sig af nye rettigheds- og ligestillingstiltag.

Frygten for, at kirken lader sig politisere af præster, biskopper eller menige kirkegængere i et kirkeråd, der udtaler sig politisk, vil i de kommende år med stor sandsynlighed blive afløst af en reel frygt for politisering - men fra politikernes side.

Den omfattende kortlægning af magtbeføjelserne i folkekirken, der ligger til grund for reformarbejdet, har understreget, at kirkeministeren og Folketinget har absolut og uindskrænket magt over kirken, herunder også kirkens indre anliggender med trosbekendelser, ritualer og salmebøger. Nogle vil hævde, at det har været sådan siden 1849, men nu er det nedskrevet med den ekstra retslige gyldighed, det måtte medføre.

Det er hverken rigtigt eller sundt for en kirke at være helt og aldeles underlagt politikerne. Selvom Marianne Jelved (R) klogeligt har valgt at undlade at gennemføre reformen med et smalt flertal, der kan ændre sig efter et valg, vil behovet for en magtspredning mellem politikerne og kirken kun vokse i de kommende år.

Det er sjældent, at det danske samfund forandrer sig ved store politiske reformer. Derimod danner mange udvalgs- og kommis-sionsrapporter baggrund for beslutninger, der langsomt gennemføres stykkevis og delt. Man må håbe, at noget tilsvarende vil ske med kirkereformarbejdet, så folkekirken - reformfloppet til trods - vil få øget selvstændighed i fremtiden.

Kirkens bånd til staten skal bevares, og der skal gøres alt tænkeligt for at forhindre kirken i at blive både politiseret og politiserende.

Men den bedste sikring mod politisering af kirken er ikke at lade politikerne have uindskrænket magt over den.