Skræmmende udvikling

Trusler mod politikere er en trussel for os alle

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

At være udlændingeordfører giver mange trusler. Det erfarede den radikale politiker Zenia Stampe, der i 2013 droppede netop posten som udlændingeordfører, efter hun havde stiftet en familie, som hun ikke ville udsætte for det pres. I tiden efter den norske terrorist Anders Behring Breiviks massedrab i 2011 var stemningen så anspændt, at hun på et tidspunkt valgte ikke at sove i sit hjem af frygt for, hvad der kunne ske.

Og det er ikke bare Zenia Stampe, der har oplevet trusler. En rundspørge fra DR Nyheder viser, at 60 procent af 74 adspurgte politikere har oplevet at blive chikaneret, mens knap hver tredje har modtaget dødstrusler. Fæno-menet er ikke en enlig svale, men en trusselskultur.

Trusselskulturen rejser flere principielle problemer og alle bør tage afstand fra den. Forventningerne om at skulle leve i fare skaber en svagere politisk kultur, hvor færre mennesker vil have lyst til at blive politikere. Det kan berøve os dygtige hoveder i politik.

Udviklingen er en historie om kulturel tilbagegang. Et samfunds debatkultur er hjertet af et demokrati, og samtaleformen er en klar indikator på, hvor godt demokratiet har det. De mange ønsker om politikeres død er et udtryk for, at vi har fået sværere ved at håndtere den politiske uenighed. Derfor er det også typisk debatten om indvandrere og kønsroller, der kaster mange trusler af sig, som brandattentatet mod tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) er et eksempel på.

Siden Anden Verdenskrig har Danmark ikke haft nogen udbredt trusselskultur. Da Kristeligt Dagblad ringede til en række historikere for at stykke den danske historie om trusler sammen, var de overvejende enige om, at der ikke fandtes mange dokumenterede eksempler på dødstrusler efter krigen. Selv under venstrefløjens terrorsværmerier i 1970'erne var der ikke en udbredt kultur for at true navngivne politikere på livet.

Der er god grund til at gå ud fra, at fænomenet er vokset gradvist de seneste årtier, særligt på de sociale medier. Her hyldes det ofte, at manden på gaden får ytringsmuligheder, men hånd i hånd med disse muligheder går den perverterede kommunikation, der hviler på voldsomme og hadefulde personangreb, som de fleste desværre kender til eksempler på.

De positive muligheder for at demokratisere den politiske kommunikation overskygger langt den forråelse, som også er vokset frem, og formentlig skyldes forråelsen ikke alene de digitale medier, men også en generel forøgelse af kulturforbrug med masser af vold og trusler. Begge dele er det værd at arbejde aktivt imod, så vi ikke vænner os til trusler mod politikere som ny normalitet.