Det var en trist dag i går, da den danske regering besluttede at øge kontrollen af pas ved grænsen til Tyskland. For beslutningen kan være et første skridt i en indsnævring af den frie udveksling af varer og personer, som har været frugtbar for meget internationalt samarbejde.
På den anden side er beslutningen en nødvendig konsekvens af udviklingen. I 2015 er det blevet klart, at indvandrere kan bevæge sig rundt i Europa uden egentlig regulering. Det har ført til stærkere og stærkere forsøg på at få kontrol over grænserne mange steder i Europa, også i Sverige, Norge og Finland. Ofte efter råb om hjælp fra lokale myndigheder, der ikke kan klare presset fra de mange tilkommende.
Europa befinder sig reelt i en retsløs tilstand, når det gælder grænser. Dublin-forordningens krav om at registrere flygtninge i det første land, de ankommer til, følges ikke i mange lande. Og der er ikke trådt en anden regulering i stedet. Man kan ikke vende ryggen til denne tilstand af retsløshed og bare trække på skuldrene.
Og de europæiske lande har ikke sammen kunnet finde nogen anden løsning på den grænseløshed, som ikke har nogen demokratisk legitimitet i kontinentets befolkninger. Det efterlader ikke mange andre muligheder, end at landene selv finder løsninger.
Grænseløsheden er blevet et billede, der bærer drømmen om en paradistilstand, hvor ressourcerne er ubegrænsede, og alle kun har gode hensigter. Derfor er de genkomne grænser også en krænkelse af den universalisme, som står så stærkt hos intellektuelle i den kristne kulturkreds.
Men grænser er mere end en bom, der går ned. Grænser er også det, der muliggør lovgivning og national suverænitet. Man kan ikke lovgive for et område, der ikke ligger inden for grænser, som man har et legitimt politisk ansvar for.
Det åbne samfund, vi hylder i Vesten, kan tilsvarende kun eksistere inden for grænser, som tillader at indrette samfundet efter de normer, et liberalt demokrati er bygget på. Uden grænser ville det åbne samfund have det svært.
EU har fravalgt at bygge mur omkring Europa. Med den beslutning har man samtidig tilvalgt de mure, der nu springer frem overalt på det gamle kontinent. For går grænsen ikke rundt om Europa, kommer den til at gå mellem landene i Europa.
Derfor er de berømte billeder af Europas mest magtfulde politiker, kansler Angela Merkel, med flygtninge, der tager selfies, i virkeligheden også et billede af en magthaver, der drømmer den gamle drøm om et magtfrit rum. Men virkeligheden er, at magten er der, og nogen skal bære den. Også når det gælder reguleringen af Europas grænser.