Aktiv dødshjælp er en glidebane

Endnu en dansker har fået dødshjælp i Schweiz. Det er ulykkeligt

Hvis patienten selv får mulighed for at vælge imellem at leve og at dø, vil nogle døende vælge døden for ikke at være til besvær for andre, skriver Erik Bjerager i dagens leder.
Hvis patienten selv får mulighed for at vælge imellem at leve og at dø, vil nogle døende vælge døden for ikke at være til besvær for andre, skriver Erik Bjerager i dagens leder. Foto: Iris.

I går begik den 53-årige Jane Hoffmann selvmord på en klinik i Schweiz. Hun fik hjælp af en læge, der udleverede den dødelige medicin, som hun selv tog. Hun var den femte dansker, der er død på den måde. Sidste år beskrev Kristeligt Dagblad udførligt, hvordan to af de øvrige danskere, der har fået dødshjælp i Schweiz, kom af dage.

Sagen har aktualiseret debatten om aktiv dødshjælp i Danmark, hvor et stort flertal i befolkningen ifølge meningsmålinger er for, mens et stort flertal i Folketinget heldigvis er imod. Men debatten bør aldrig føre til, at vi herhjemme legaliserer aktiv dødshjælp under nogen form.

Der er megen god hjælp at få som dødeligt syg patient, og alternativet til den aktive dødshjælp er en aktiv hjælp til døende. Den findes heldigvis i vid udstrækning i form af smertelindring på hospitaler og på landets stadigt flere hospicer. Passiv dødshjælp er også lovlig i Danmark. Enten ophører lægerne med en livsforlængende behandling, eller de optrapper en smertelindrende behandling, som fremmer døden.

LÆS OGSÅ: Ny sag om aktiv dødshjælp skaber debat om dansk lovgivning

Hvis man indfører muligheden for at vælge aktiv dødshjælp, ville alle terminalt syge på et tidspunkt blive tvunget til netop det: At vælge. Mange patienter ønsker ikke at være til besvær, og når de stilles over for muligheden, risikerer man, at de vil vælge den aktive dødshjælp til. Den døende kommer således ikke kun til at vælge ud fra hensynet til sig selv, men også ud fra hensynet til andre. Det er retten til at være til besvær, som er på spil, som Det Etiske Råds tidligere formand, overlæge Ole Hartling, præcist har formuleret det.

Men der er også andre grunde til at være modstander af aktiv dødshjælp.

Dem finder man i udlandet. I Schweiz er såkaldt assisteret selvmord lovligt. En læge kan her hjælpe en syg patient til at tage sig af dage. Det sker oftere og oftere, og folk fra udlandet strømmer til.

Holland, Belgien og Luxembourg er gået skridtet længere og tilbyder aktiv dødshjælp til sin egen befolkning. Her giver læger ikke længere kun en livgivende sprøjte, men nu også dødssprøjten. Så sent som i december godkendte det belgiske senat en ny lov, der i løbet af foråret skal vedtages i parlamentets underhus. Den udvider rammerne for den aktive dødshjælp, så den også omfatter uhelbredeligt syge børn. Noget tilsvarende debatteres for demente i både Holland og Belgien.

Indførelse af aktiv dødshjælp er bare en begyndelse. En sådan lov vil i starten være meget restriktiv, men langsomt vil der blive stillet krav om, at flere og flere skal være omfattet af den. Det er ikke en dødskultur, vi bør indføre herhjemme. bjer