Vi lever i et konsensus- og samtalesamfund. Et samfund, hvor alt er til debat, hvor alle værdier kan diskuteres, og hvor intet længere gælder som sandhed. Relativismen hersker og klæder sig i begreber som tolerance og mangfoldighed, men angriber al forankring og historisk bevidsthed.
Derfor har digterpræsten Kaj Munk, der blev likvideret på tysk befaling i dag for 70 år siden, fortsat meget at sige. Han var kompromisløs i mange af sine holdninger og alt andet end relativist. Han foragtede neutraliteten og opfordrede til væbnet modstand mod nazismen, og det vækker dyb respekt, at Kaj Munk var villig til at gå i døden for sin overbevisning. Han sagde engang: Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt.
LÆS OGSÅ: 70 års fortolkningsstrid om Munks død
Også i dag kritiseres han for bevidst at have søgt martyriet, men var der en bedre sag i nyere dansk historie at dø for end kampen mod den menneskefjendske nazismes brutalitet og løgn?
Kaj Munks stærke kristentro bærer også vidnesbyrd i dag. Selv om han på mange måder fremstår fortidig, taler hans kompromisløse forståelse af evangeliet og dets fordring til det enkelte menneske med en foruroligende karskhed ind i nutidens evigt konsensussøgende folkekirke.
Kaj Munk er som eneste dansker opført blandt kristenhedens mange martyrer men uden for landet, i den svenske Strängnäs Domkirke for han fik et bedre eftermæle i udlandet end herhjemme. Kaj Munk blev ved sin død momentant opfattet som martyr i den folkelige opinion, og han fremstod som symbolet på Danmark under krigen og på den modstand, som mange danskere gerne ville have udøvet, men ikke nødvendigvis havde turdet. Men tiden ændrede det syn.
Hans kritikere har hængt fast i, at han som mange andre dengang, herunder kommunisterne, var modstander af demokratiet. Han mente ikke, at det fungerede, men gjorde vrøvlet til bærende princip. Hans hyldest til Hitler indså han selv var forfejlet. Alligevel har hans modstandere helt frem til nutiden karikeret ham som både nazist og fascist.
Han var samarbejdspolitikkens nok mest markante kritiker, og fordi han også var nationalist, royalist og kristen blev han siden lagt for had af litteratur- og historieskrivere med socialistisk eller kulturradikal observans.
Glemt blev det, at han i 1930erne var bredt anset som en af Nordens største dramatikere, og hans forbigående Hitler-sympati kom til at skygge over hans senere indædte modstand mod nazismen. Flere forfattere har i nyere tid gjort deres for at rehabilitere ham, ikke mindst den konservative Per Stig Møller med bogen Kaj Munk fra 2000.
Flere af Munks teaterstykker opføres nu igen. Et forskningscenter har siden 2005 taget hånd om Kaj Munks papirer, og præstegården i Vedersø blev i 2011 langt om længe åbnet som minde- og kursussted. Det er godt og kun rimeligt, at Kaj Munks minde æres. Han fortjener en tydeligere og mindre tvetydig plads i danmarkshistorien, end den han har fået.
bjer