Kunne man forestille sig, at landets kommuner og pædagogiske uddannelser sagde til dagplejemødre, pædagoger og lærere, at de ikke skulle gribe et barn, der var ved at falde ned fra klatrestativet eller løbe ud på vejen?
Nej, vel? Men når det gælder en ældre på 80 eller 90 år, der falder, er beskeden klar: Lad være med at gribe hende, men tænk i stedet på dit eget helbred.
Som det fremgik af Kristeligt Dagblad i går, opfordrer landets største kommuner sit plejepersonale til ikke at gribe ældre borgere af hensyn til medarbejdernes ve og vel, og det er ligeledes en del af uddannelsen til social- og sundhedshjælpere at lære eleverne ikke at gribe borgerne, hvad de fleste vil gøre pr. refleks. I stedet trænes der i at afbøde faldet.
LÆS OGSÅ: Kommuner: Grib ikke ældre, der falder
Baggrunden for anbefalingen til medarbejderne er alvorlig. Mange ansatte i kommunernes ældrepleje får skader på blandt andet ryggen, og konsekvensen er sygemeldinger og førtidspensionering. Omvendt er det heller ingen spøg som ældre at falde. Et brud på lårben eller hofte i en høj alder er ofte ganske kompliceret, og som beskrevet i gårsdagens avis kan det i sidste ende medføre døden.
Med andre ord er der tale om et dilemma. Hvis helbred vejer tungest? Medarbejderens eller borgerens? I Odense er kommunens arbejdsmiljøkoordinator ikke i tvivl. Den gamle har færre år tilbage at leve i end den 20-årige medarbejder, der risikerer at knække ryggen. Derfor skal den gamle falde. Synspunktet er, som arbejdsmiljøkoordinatoren selv erkender, kynisk, og skal man følge logikken, er der heller ingen tvivl om, at pædagoger og skolelærere skal risikere liv og lemmer, idet de jo må formodes at have kortere levetid tilbage end de børn, de omgås til daglig.
Levetidsrationalet, som den kommunale medarbejder lægger for dagen, holder nok i en nationaløkonomisk sammenhæng, men er etisk dybt problematisk. Hvad enten man arbejder med mennesker, lægger asfalt, gør rent eller slagter svin, er man udsat for betydelige kropslige belastninger, og selvom der skal tages videst muligt hensyn og sikres et godt arbejdsmiljø, hører det med til det at have et arbejde, at der er nogle omkostninger. Også helbredsmæssigt.
Hvis man skal overveje, hvem det er værd at hjælpe, før man gør det, er der måske mange, der ikke er værdige til hjælp. Er det for eksempel risikoen værd at hjælpe en overvægtig kontanthjælpsmodtager, eller er det kun direktøren, der er indlagt på hospitalet og er ved at falde, der bør gribes? Det menneskesyn er vi ikke tjent med, og at det alligevel har sneget sig ind i ældreplejen, siger noget om samfundets syn på de ældste medborgere. Det er ikke kønt.