Amerikanisering af kulturen

Det elitære må ikke forsvinde i gennemsnitskulturen

De dage er forbi, hvor gaderne lå øde, fordi et nyt afsnit af Martin A. Hansens Løgneren blev sendt i radioen. Eller hvor alle bænkede sig om husalteret, fordi et nyt samtidskritisk tv-spil af Leif Panduro løb over skærmen. Monopolet er brudt, og vi har for længst vænnet os til et utal af differentierede kanaler med hver sin specialitet, målrettet havefolket, børn, bilentusiaster og musik-elskere eller andre nichegrupper med fælles interesser.

Men dermed er alt ikke sagt om nutidens medieforbrug, for behovet for de store, fælles oplevelser, helt som på Hansens og Panduros tid, findes skam endnu. Næsten fire millioner mennesker så tv-serien Forbrydelsen, og op mod halvanden million ser genudsendelser af Matador og nye afsnit af X Factor, når disse programmer rydder sendefladen. Som beskrevet i går i Kristeligt Dagblads serie Helt almindelig er nutidens medie- og kulturforbrug kendetegnet ved, at vi alle har trang til at være fælles om noget. Flertallet foretrækker at se Borgen med alle andre end at være alene om at lytte til Bartók.

LÆS OGSÅ: Ny ledelsesstil skaber flere konflikter i kulturlivet

Samtidig skelner vi ikke længere så klart mellem fin- og massekultur. Der er ingen modsætning mellem at gå til fodboldkamp og læse modernistisk lyrik. Sammenblandingen af højt og lavt har vi som så meget andet fået fra USA, hvor postmodernismens brud med skellet mellem fint og folkeligt slog rod og i en vis forstand er indlejret i den nationale selvforståelse. Her har kunstnerne altid skullet klare sig på markedets betingelser, og derfor har kunsten haft et godt øje til det folkeligt appellerende. Det har vi indtil for nylig set anderledes på i Europa, hvor statsmagten har garanteret støtte til det finkulturelle, komplicerede og ufolkelige.

Men det er slut nu, og mere og mere europæisk kultur skal klare sig på markedets præmisser. Europas regeringer skærer i kulturbudgetterne, og det er længe siden, at en kulturminister turde sige, at statsligt tv skal promovere det fine frem for det folkelige.

Som forfatter og historiker Henrik Jensen rigtigt bemærker her i avisen, er konsekvensen af den øgede individualisering af kultur- og medielivet, at normen bliver den laveste fællesnævner. På markedet gælder det om at få kunder eller højere ratings, som det hedder på nudansk og så må man forfladige sit budskab, ellers skræmmer man folk væk. Det er umuligt dermed at undgå et dannelsestab, og det er dybt beklageligt. Men måske kan vi også dér lade os påvirke af USA, der altid har haft en stærk kultur for at hylde eliten og toppræstationerne. Større fokus på eliten ændrer ikke ved de herskende tendenser i kulturlivet, men det sikrer en plads til det ekstraordinære i alt det folkelige og markedsstyrede. mbh