Angela Merkel og den tredje periode

Flest stemmer til CDU er ingen garanti for en genvalgt kansler

Angela Merkel fra det konservative, kristeligt-demokratiske CDU ser ud til sikkert at styre mod en tredje valgsejr i træk (Arkivfoto)
Angela Merkel fra det konservative, kristeligt-demokratiske CDU ser ud til sikkert at styre mod en tredje valgsejr i træk (Arkivfoto). Foto: ODD ANDERSEN Denmark.

Selvom det tyske valg ligger godt to måneder ude i fremtiden, og valgkampen først for alvor er gået i gang nu, vil mange mene, at det allerede er afgjort.

I hvert fald, hvem der er kansler efter valgdagen. Angela Merkel fra det konservative, kristeligt-demokratiske CDU ser ud til sikkert at styre mod en tredje valgsejr i træk, for meningsmålingerne vidner om, at hun som kanslerfigur er langt mere populær end sin umiddelbare rival til posten, Peer Steinbrück fra det socialdemokratiske SPD.

Desuden ligger CDU mellem 15 og 20 procentpoint foran SPD i meningsmålingerne. Problemet er, at CDU sammen med søsterpartiet CSU i Bayern næppe vil kunne mønstre mere end 40 procent af stemmerne og altså vil have brug for en koalitionspartner. I øjeblikket regerer CDU sammen med de liberale, frie demokrater i FDP, men partiet har trods en stor vælgeropbakning ved seneste valg i 2009 gjort det skidt lige fra starten af sin regeringstid. Så skidt, at partiet ikke kan være sikker på at nå over spærregrænsen på fem procent.

LÆS OGSÅ: Merkel kræver fuld åbenhed af USA om overvågning

Hvis koalitionspartneren ryger ud af forbundsdagen, vil Merkel formentlig vende sig mod SPD, som hun jo regerede sammen med i sin første embedsperiode mellem 2005 og 2009. Problemet er, at stærke kræfter i det socialdemokratiske bagland for alt i verden vil undgå at indgå i endnu en storkoalition, fordi den dengang førte til det værste valgresultat for partiet siden Anden Verdenskrig. Særlig stor er modstanden hos de socialdemokratiske delstatsregeringschefer efter en række regionale valgsejre regerer SPD faktisk i 13 ud af Tysklands 16 delstater. Men eftersom de regionale ledere i forbindelse med de næste delstatsvalg om nogle år vil være de første i rækken til at blive testet i kølvandet på etableringen af en storkoalition med Merkel i spidsen, ser de hellere, at CDU vil gå i regering med eksempelvis De Grønne.

Med andre ord vil der være åbnet for en hel række scenarier, hvis ikke CDU og FDP tilsammen kan mønstre et flertal alene. Et af dem er den såkaldte Jamaica-koalition mellem CDU, FDP og De Grønne navngivet efter farverne i Jamaicas flag. Men her vil der nok være for stor forskel i den økonomiske politik til, at det virkelig kan blive til noget. Et alternativt scenarie, som ville sende Merkel ud i kulden, kunne være den såkaldte trafiklys-koalition bestående af SPD, De Grønne og FDP, men også her er det svært at se partierne blive enige om økonomien. Mange forventer, at regeringsforhandlingerne under alle omstændigheder vil vare i månedsvis, og måske til sidst ende med en storkoalition. For Merkel kan det vise sig at være den eneste måde at sikre sig sin tredje periode som kansler. Trods sin popularitet kan hun nemlig ikke være sikker. brun