Den politiske debat om placeringen af en ny politiskole rummer væsentlige perspektiver for landets udvikling. Debatten symboliserer, hvor Danmarks befolkning fremover skal bo. Skal vi fortsætte afvandringen fra landet og satse på få bycentre, hvor hovedparten af befolkningen skal bo? Eller skal man aktivt modarbejde denne udvikling og for eksempel sikre offentlige arbejdspladsers geografiske spredning?
I dette lys er det ikke afgørende, om den nye politiskole placeres i Herning eller Sønderborg, som der nu er udbrudt politisk slagsmål om. Til gengæld er det af stor vigtighed, at den nye skole ikke placeres i København eller Aarhus.
Der er rigeligt med offentlige arbejdspladser i disse to byer, og der er ingen grund til i dette tilfælde aktivt at understøtte Matthæus-princippet om, at til den, der har, skal mere gives.
Det er nemlig en politisk beslutning, hvor i landet befolkningen skal bo. Det er ikke nogen naturlov, at der skal bo mennesker i alle landets egne, og fra historien ved vi, at befolkningstilvækster kommer og går. Engang var eksempelvis Ribe et afgørende knudepunkt; i dag er denne prægtige by desværre ramt af diverse offentlige institutioners fraflytning.
Dette lider flere danske områder under. For få år siden var der en mere varieret befolkningssammensætning mange steder. Eksempelvis havde akademikere langt flere karrieremuligheder i de mindre byer end i dag.
Nu skal man huske, at akademikere er en minoritet på arbejdsmarkedet, og at der sikkert ligger en vis portion mere eller mindre erkendt statussnobberi bag eksempelvis den aktuelle lægemangel i udkantsområderne. Så antallet af akademikere på landet er ikke afgørende for landets fremtid, men som led i en bekymrende tendens er også akademikerflugten et vigtigt udtryk.
Nye tal viser, at bevægelsen fra land til by går hurtigere i Danmark end i andre sammenlignelige lande i disse år. Trods flere aktuelle bøger om emnet, en vis offentlig debat og en vis politisk bevågenhed virker udviklingen uafvendelig. Det er den imidlertid ikke. Hvis alt blev styret efter liberalistiske principper og efter devisen lad stå, hvad ikke kan falde, kunne man trække på skuldrene ad affolkningen og lade sidste mand lukke og slukke, inden han (og det er nok en han, for flere kvinder end mænd forlader for tiden landområderne) smider nøglen væk.
Men i et land med en høj grad af regulering er det for fattigt og historieløst ikke aktivt at modarbejde en udvikling, der i praksis afslutter den årtusindlange historie om Danmark som landbrugsnation.
Der er fortsat et meget stort flertal af befolkningen, der ikke bor i København – et simpelt faktum, som det såkaldte Mediedanmark ofte glemmer. Men dette kan ændre sig, så vil man sikre befolkningsspredning og varieret sammensætning af danskerne, skal så mange offentlige arbejdspladser som muligt placeres uden for storbyer. Man kan passende begynde med den nye politiskole.
mbh