De mange, der i de seneste dage kun har villet se manglerne ved USA's og en række andre stormagters rammeaftale med Iran, burde i stedet bruge deres kræfter på at besvare følgende spørgsmål: Hvad er alternativet? Hvordan forestiller man sig ellers, at verdenssamfundet kunne bremse det iranske atomprogram, som Iran hævder er fredeligt, men som mange andre lande anført af USA mener har kernevåben som mål?
De manglende svar på disse spørgsmål er det realpolitiske grundlag, som aftalen, der blev indgået i Lausanne i Schweiz skærtorsdag, må vurderes på.
Ja, det er foreløbig kun en rammeaftale, og uhyre meget kan gå galt, før landegruppen, der forhandler med Iran, de såkaldte P5+1, når frem til en endelig aftale med frist den 30. juni. Og, ja, det er en satsning - for hvad nu, hvis Iran snyder?
Ingen skepsis opvejer dog den klare triumf for fredelig forhandling, som ligger i, at et erklæret anti-vestligt præstestyre faktisk har ladet sig presse til en aftale. For uden presset fra de sanktioner, som Iran er pålagt, havde landets forhandlingsvilje været begrænset. Men nu findes omridset af en egentlig aftale, foreløbig kaldet JCPOA, og de, der hævder, at den er løs i kanterne eller åbner for snyd på vægten, kan umuligt have læst den. Aftalen er særdeles præcis, og der lægges på ingen måde op til at give ved dørene, hvis Iran ikke til fulde respekterer de massive begrænsninger, som landet pålægges i sit atomprogram.
Kun eventyrere har troet på, at Irans 19.000 centrifuger til oparbejdning af uran kunne bombes ud af drift. Heller ikke Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, hvis land med rette kan føle sig truet af Iran, som indtil for to år siden havde en præsident, der åbent benægtede holocaust, kan for alvor have troet på en konventionel militær løsning på den mulige atomtrussel. Hans egne analytikere ved, at den løsning, selv hvis den var politisk tænkelig, ikke er praktisk mulig.
Derfor burde også Netanyahu, der med sin tale for nylig i den amerikanske kongres advarede kraftigt mod enhver aftale, svare på de indledende spørgsmål i denne leder. Heller ikke han har et bedre svar - ud over det lidet statsmandsagtige krav om en endnu bedre aftale end den, der nu ligger. Og som foreløbig har vist sig god nok for USA, for hvem Israels sikkerhed ligger allerøverst på listen over nationale prioriteter.
Skulle en endelig og holdbar aftale komme i hus, åbnes der til gengæld for store perspektiver. Et tøbrud mellem USA og shia-styret i Iran rummer vide muligheder, ikke mindst i bekæmpelsen af den sunni-islamistiske terrorisme, der plager Mellemøsten, blandt andet under navnet Islamisk Stat. Der er heller ingen tvivl om, at det store flertal af menige iranere sukker efter et normaliseret forhold til deres omverden. De ser en tilnærmelse til Vesten ikke som en kapitulation, men som en åbning hen imod større frihed. Iran er, sit nuværende styre til trods, en rig kulturnation, som verden vil have stor glæde af at slutte fred med.
jd