Reformatoren Martin Luther blev engang spurgt, hvad han ville gøre, hvis han vidste, at Guds dom kom i morgen. Hvortil Luther skulle have svaret, at han ville plante et træ. Menneskeligt set kan det lyde tosset. Hvorfor dog plante et træ, der skal have årtier, måske århundreder, til at vokse sig stort, hvis det hele alligevel slutter i morgen? Den finurlige pointe er, at langt de fleste mennesker heldigvis lever, præcis som Luther svarede. De planter træer, får familier, føder børn, bygger huse og arbejder, som om verden skulle stå til evig tid.
Det skal den nok ikke, men travlheden og det lange perspektiv kan give livet indhold. Ligesom det for mange mennesker giver mening, at noget eller nogen står over dem selv midt i al travlheden. I kristendommen er det Gud, som menigheden hver søndag påkalder i bøn. Gennem hele kristendommens historie har bøn dog været andet og mere end et ritual, og allerede Jesus sagde i Bjergprædikenen til sine tilhængere: ”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte.”
Netop de ord er i Danmark blevet brugt til at gøre bøn til en privatsag - et større tabu end næsten alt andet. Og jo, offentlig bøn og slåen sig for brystet kan sikkert i nogle sammenhænge blive alt, alt for meget, men mon det er kristenhedens største problem? Mon ikke tidens overfladiskhed er en større udfordring?
Ude i verden presser krige og katastrofer sig på, og der synes for tiden at være rigeligt med emner at tage med i sin aftenbøn bag den lukkede dør. I flæng: Krigen i Syrien, islamisk terror, flygtningene på Middelhavet, ofrene for jordskælvet i Nepal, de stridende parter i det østlige Ukraine foruden alle verdens mange upåagtede konflikter.
Bøn kan imidlertid dårligt stå alene. Ora et labora - bed og arbejd - som Benediktiner-ordenens valgsprog lyder. Vi i den rige og rolige del af verden har al mulig pligt og grund til at hjælpe de lidende uden for vores eget kontinent. Men der er et men. De mange onde nyheder kan give dårlig samvittighed over at gøre for lidt, og det rummer igen en risiko for at føre til apati og handlingslammelse.
Derfor kunne man bruge store bededag til populært sagt at sænke farten. Slukke for de elektroniske nyhedskanaler, lade havens ukrudt vente til lørdag og gribe dagen til fordybelse og måske bøn, hvis det ligger inden for ens livsforståelse. Da Christian V indførte store bededag i 1686, var det en slags rationalisering af mange forskellige bededage på den tid, og målet var at få folk til at arbejde mere. Selvom der stadig er rigeligt at gøre i verden, bør vi indimellem give os selv tid til at komme ned i tempo. Uden at miste blikket for nøden.
hhh