DET ER et stykke ret så enestående begravelses-kultur, vi stort set har ladet gå tabt i de seneste ti-år. Nemlig de kirkegårde der fra gammel tid lå i forbindelse med institutioner især for sindslidende og udviklingshæmmede. Her begravede man de patienter, der under et mangeårigt ophold på institutionen af den ene eller anden grund havde mistet kontakten med deres pårørende. Under enkle, ganske ens gravsten eller trækors blev de afdøde begravet i lange rækker. Selve den kendsgerning, at institutionerne og ikke familien måtte stå for begravelserne, siger noget om samfundets holdning til sindslidende dengang. Mange af kirkegårdene er fra en tid, hvor psykisk syge og sindslidende blev kaldt »forrykte« eller »åndssvage«, og deres skæbne var for mange at blive glemt af familien. Tingene har forandret sig siden dengang, men den kendsgerning, at vi har »glemt« disse kirkegårde kunne lede til den antagelse, at så meget er der nu heller ikke sket på det område. Man forsøgte sig godt nok med en lov fra 1986, der skulle sikre, at der blev taget hånd om bevaringsværdige gravsteder. Det skulle ske gennem provstesyn, hvor både en provst og en museumssagkyndig deltog. Nu, næsten 14 år efter, viser det sig, at institutions-kirkegårdene mere eller mindre blev glemt. Mange af dem er, som det er fremgået af Kristeligt Dagblads serie »Til jord skal også de blive«, simpelthen blevet sløjfet, og kun nogle ganske få er tilbage i dag. Da fredningsperioden for disse begravelsessteder udløb for 20 år siden, var der tilsyneladende et behov for at slette de ens gravsten og dermed den ideologi og det menneskesyn, man måske følte lå bag. I alt lå der en halv snes institutionskirkegårde rundt om i landet, og med de specielle afdelinger, der var indrettet på lokale kirkegårde, kom tallet op på et par og tyve. Der findes ingen steder en samlet registrering af disse begravelsespladser eller kirkegårde. Selvfølgelig kan man ikke argumentere for, at alle har været lige bevaringsværdige. Men de repræsen-terer en begravelseskultur og fortæller på godt og ondt en historie om en tid og et system, der er en del af det fundament, vores samfund også bygger på. Derfor skal det hilses velkomment, når Venstres Mette Madsen i dagens avis tilkendegiver, at hun vil tage initiativ til at redde og bevare, hvad der er tilbage. Vi kan blot håbe på, at initiativet ikke kommer for sent, og at de gode intentioner også munder ud i konkret handling. miep