Det er ikke altid, at man skatter på forfædrenes fremsynethed, før det er for sent. Med den nye lov, der giver mulighed for dispensation for byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen i Danmark, er vi imidlertid i færd med at kaste vrag på en helt unik dansk tradition, som generationer før os grundlagde.
Det er derfor uhyre vigtigt, at politikerne ikke overskrider den streg, der blev trukket i sandet med strandbeskyttelseslinjen ved Vesterhavet fra 1937. Man må finde alternative måder at komme de trængte bysamfund ved havet til økonomisk undsætning end at tillade byggerier af badelande tæt ved havet, som det beskrives i dagens avis.
I sammenligning med andre lande er den offentlige gratis adgang til hele strækningen langs Vesterhavet unik. På talrige feriedestinationer sydpå har man tilladt hotelejere og byggematadorer at sætte sig på adgangen til vandet, med gebyrer og ferietrængsel som resultater. I Danmark derimod sikrer et 300 meter bredt bælte, at alle landets borgere og turister kan vandre og køre gratis til og langs havet. Ved havet er vi alle stillet lige, og både fattig og rig kan i fællesskab konfrontere sig med naturens kræfter.
Det er forståeligt, at borgmestre i Vestjylland ser muligheder i at bygge tættere ved havet. Vesterhavet er en guldkyst, og der er store summer at hente i turistindustrien, hvis byggetilladelserne gives fri. Og hvilken skade gør et enkelt badehotel eller to i strandkanten? Der er vel kilometer nok at tage af, kan en indvending lyde. Ligefrem uberørt af menneskehånd er Vestkysten jo heller ikke - tænk blot på de mange bunkere langs kysten.
Hertil må man sige, at der er vigtige principper på spil i den aktuelle debat, som man ikke bør give køb på. De tyske bunkere blev opført i en national undtagelsestilstand og er nu en vigtig del af kulturarven. Her kan nye generationer lære om krigen. Og vel bliver Vesterhavs-kysten aldrig som Ibizas, men hvem kan afvise, at privat adgang til stranden, som vi kender den fra den nordsjællandske kyst med de mange rigmandsvillaer, ikke vil blive en realitet?
Det handler med andre ord om kulturarvens beståen og en fælles national erindring. Selv i USA, hvor penge ofte taler højere end natur- og kulturhensyn, har man gigantiske naturparker, skabt af den fremsynede politiker Theodore Roosevelt i begyndelsen af det 20. århundrede. Ud fra en idé om, at befolkningen skal have lige og gratis adgang til et lands naturskatte og kulturarv. Lad os bevare samme tradition i Danmark og så finde andre måder at spinde guld på Vestkysten til gavn for byerne ved havet.mbh