Blod på hænderne

Saudi-Arabiens straffeformer kan sammenlignes med IS'

"Vestlige politikere burde reagere indigneret, når de ser en forsvarsløs kvinde blive slået ihjel på gaden af staten, og de burde stille krav til menneskerettigheder i det arabiske diktatur. Der tales alt for lavt i dette spørgsmål," skriver Anders Ellebæk Madsen i dagens leder.
"Vestlige politikere burde reagere indigneret, når de ser en forsvarsløs kvinde blive slået ihjel på gaden af staten, og de burde stille krav til menneskerettigheder i det arabiske diktatur. Der tales alt for lavt i dette spørgsmål," skriver Anders Ellebæk Madsen i dagens leder. .

Flaget vajede på halv i går foran Westminster Abbey i London, fordi Saudi-Arabiens kong Abdullah var død. Umiddelbart er det overraskende, at en kirke højtideligholder en mand, der har tilladt så mange overgreb på landets kristne. Kristne arresteres for private bønne-møder, ligesom loven foreskriver henrettelse for omvendelse til kristendom. Kristne forkyndere får ikke indrejsetilladelse i Saudi-Arabien og må ikke bygge kirker i landet.

Der er ikke så få lighedspunkter i en nylig sammenligning mellem Saudi-Arabiens og Islamisk Stats straffeformer i den amerikanske avis Washington Post. Homoseksuelle kan begge steder straffes med døden. Gifte kvinder kan begge steder stenes for utroskab, mens seksuelle fejltrin for ugifte kvinder kan give 100 piskeslag. Tyveri kan koste en hånd begge steder, ligesom korsfæstelse og halshugning ligger inden for lovens rammer. Ingen af stederne har religionsfrihed eller plads til minoriteter.

Det sidste har en ny video på YouTube igen gjort til et samtaleemne i hele verden. Her henrettes en kvinde fra Myanmar på åben gade i Mekka for et børnedrab, mens hun skriger, at hun er uskyldig. Hun hugges ned af bødler med sværd, som ikke lykkes med at slå kvinden ihjel første gang. Først ved tredje sværdslag skilles hovedet fra kroppen.

Der burde lyde et ramaskrig over hele Vesten, også fra politisk hold. At der ikke gør det, skyldes til dels, at der er én klar forskel på Saudi-Arabien og Islamisk Stat: Den ene er allieret med Vesten, og den anden har demonstrativt gjort sig til Vestens fjende. Alliancen med Saudi-Arabien er utvivlsomt værdifuld - både militært, politisk og erhvervsmæssigt - men der må være en grænse for galskaben.

Vestlige politikere burde reagere indigneret, når de ser en forsvarsløs kvinde blive slået ihjel på gaden af staten, og de burde stille krav til menneskerettigheder i det arabiske diktatur. Der tales alt for lavt i dette spørgsmål.

I mange muslimske kulturer tales meget om ære. På vore breddegrader kan man dårligt forestille sig noget mere æreløst, end at tre mænd halshugger en hjælpeløs kvinde på gaden i en tortur-proces. Saudiaraberne har arresteret manden, der filmede drabet, nok mest fordi de er klar over problemerne, det giver.

Saudi-Arabiens ekstremistiske kultur var en vigtig faktor i angrebet den 11. september 2001 på World Trade Center i USA. Globalisering har for længst bragt os forbi det punkt, hvor vi kan trække på skuldrene og sige, at de gør det på deres måde, vi gør det på vores. Det tog regeringen konsekvensen af, da et lovforslag om dødsstraf for homoseksualitet fik alvorlige konsekvenser for forholdet til Uganda. Det burde den også gøre i tilfældet Saudi-Arabien.