Dårlig idé at straffe historikere

Hverken Bent Jensen eller Jørgen Dragsdahl burde straffes

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Var det lovligt, at historiker Bent Jensen i 2007 og 2008 kaldte journalist Jørgen Dragsdahl for ”KGB-agent”? Nej, sagde Højesteret i går, historikerens formulering var strafbar. Bent Jensen tabte sagen på dette centrale punkt, og Højesteret fandt desuden, at 7 ud af 18 Bent Jensen-citater, som ifølge Dragsdahl burde være strafbare, var ubegrundede.

Det betyder omvendt, at Højesteret ikke valgte at straffe Bent Jensen for at sige, at Jørgen Dragsdahl ”havde deltaget i konspirative møder med KGB-officerer”, og at han havde ”bedrevet desinformation”. Så om den tidligere udlandsredaktør på Information plejede anløbne forbindelser, og i givet fald hvilke, bliver man ikke klogere på af dommen.

Højesterets afgørelse sætter næppe punktum for den langvarige diskussion om Dragsdahls og andre venstrefløjsfolks forhold til Sovjetunionen under den kolde krig. Den sætter i det hele taget næppe punktum for den ophedede debat om Danmarks rolle i 1900-tallets magtkamp mellem totalitære stater og liberale demokratier.

Hvis en injurielovgivning overhovedet skal give mening, må retten nødvendigvis kunne tage stilling til, hvilke funktionsbetegnelser man kan hæfte på sine politiske modstandere. Så i den forstand kan der argumenteres for, at der falder dom for at benytte et udtryk, som ikke dokumenteres tilstrækkeligt.

Omvendt skal man altid tage en dyb indånding og tænke sig om, når historikere dømmes i retten for deres historieskrivning. Der er i den forstand noget pinefuldt over Højesterets formulering om, at historikeren ”skal anerkende”, at hans egne udsagn ”er fremsat med urette”. Særligt fordi Bent Jensen fortsat er overbevist om, at hans synspunkter er rigtige. Han skal altså afsværge sin overbevisning.

Totalitære stater kan næsten altid kendes på, at historikere kan straffes, hvis de overtræder de af staten fastsatte grænser for, hvilke udlægninger af historien man bør have. Men også langt uden for totalitære staters rækker findes fænomenet. I Frankrig kan man dømmes for at benægte folkemordet på armenierne.

I Danmark har den norm længe været fremherskende, at det er et nederlag for samfundet, når retten skal afgøre moralske og forskningsmæssige diskussioner. Man bør være forsigtig med at give dommere sidste ord i fagdebatter. Derfor er hele sagen mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl et nederlag for den akademiske debatkultur i landet. Ingen af dem burde være dømt.

Det problem bliver ikke mindre, hvis sagen tages videre til Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol, som kan være næste skridt i processen.

AEM