Danmark er stadig en brugsforening

Kritikerne overser dog en vigtig pointe: At bevidstheden om ens egen baggrund ikke er ensbetyd-ende med, at man dermed definerer denne som bedre end andres baggrund
Morten Rasmussen

Danmarkskanon er værdifuld for både gamle og nye danskere

Få har så præcist som den nu afdøde forfatter og historiker Palle Lauring indkredset essensen af det moderne Danmark. ”Danmark er en brugsforening”, lød det, da Lauring skulle beskrive den danske folkesjæl, vævet sammen af de fællesskaber og den stærke sammenhængskraft, der siden midten af 1800-tallet er vokset ud af højskole-, andels-, kvinde- og arbejderbevægelsen i et tæt samspil med kirke, skole og politiske partier.

Efter tre-fire årtier, hvor globaliseringen har vendt op og ned på dansk kultur og befolkningssammensætningen, ikke mindst i form af en stor indvandring fra Mellemøsten, kan man dog let få den fornemmelse, at Palle Laurings formulering har haft sin tid, og at tidligere tiders fællesskaber er eroderet og erstattet af en opfattelse af, at sameksistens mellem religiøst og kulturelt forskellige grupper forudsætter, at alle nedtoner egne rødder og værdier i håbet om ikke at støde nogen.

Intet kunne være mere forkert, og i det lys er det glædeligt, at kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) i går på et stort seminar officielt åbnede for den proces, der i løbet af året skal føre til en såkaldt Danmarkskanon, et kvalificeret bud på de åndelige og immaterielle værdier, Danmark og danskerne er rundet af.

For graver man ganske let i overfladen, ser man, at Danmark i høj grad stadig er en brugsforening. De snart 200 år gamle fællesskaber, der formede landbrug, højskoler og lokalsamfund, eksisterer stadig og har for længst etableret sig som centrale dele af velfærdssamfundets fundament. Et eksempel er den aktuelle debat om Nykredit, som på grund af prisstigninger er kommet i voldsom modvind, ikke mindst mobiliseret af et stærkt medlemsdemokrati, hvis rødder kan føres helt tilbage til stiftelsen af de første kreditforeninger i 1851.

Eller se på den hidsige politiske debat om landbrugspakken, hvor de stridende parter ikke som i USA var eksempelvis kommercielle virksomheder og professionelle lobbyister, men folkelige fællesskaber i form af miljø- og landbrugsorganisationer.

Fra Bertel Haarder er projektet dels blevet præsenteret som et redskab til at styrke den fælles historiske bevidsthed, dels som et værn mod radikalisering og terror. Og ikke overraskende er udspillet på forhånd da også blevet kritiseret for at være et led i en politisk kamp mod indvandrere og flygtninge, ikke mindst muslimer. Blandt andre har De Radikales tidligere formand og kulturminister Marianne Jelved advaret mod ”en herrementalitet”.

Kritikerne overser dog en vigtig pointe: At bevidstheden om ens egen baggrund ikke er ensbetydende med, at man dermed definerer denne som bedre end andres baggrund. Men vil man imødegå eksempelvis de fundamentalistiske imamer, der har præget debatten de seneste uger, kræver det, at man møder dem med en bevidsthed om, hvem man selv er.

Alternativet til en stærk antidemokratisk strømning er ikke at møde den værdineutralt, men med den stærke demokratiske rodfæstethed, der kendetegner de mange fællesskaber, vi under ét betegner som Danmark.