En folkekirkepræst i en større jysk by havde fået en mellemøstlig pige på sit konfirmationshold, og det valg var udtryk for de kristne forældres velvilje over for deres nye hjemland. Datteren skulle tilhøre Danmarks folkekirke.
Skidt gik det dog. En gang så pigen præsten ryge cigaretter stående op ad kirkemuren, en anden gang kom han for skade at sige bandeord, og en tredje gang forklarede han de nysgerrige konfirmander, at nogle af Bibelens beretninger blot var fortællinger, som var overleveret fra generation til generation med den fejlrisiko, der er ved den slags overleveringer.
LÆS OGSÅ: Kristne indvandrere vil omvende danskere
Til sidst blev det de mellemøstlige forældre for meget med de beretninger, datteren kom hjem med, og de frameldte hende konfirmationsundervisningen.
Historien fortæller noget om, hvad der skiller de gamle kristne i Danmark fra de nye indvandrede kristne, som Kristeligt Dagblad beskriver i en artikelserie for tiden.
Vi vil egentlig hinanden det godt. Men ofte har vi forskellige opfattelser af, hvad kristendom bør betyde i den brogede hverdag. Og ofte ender vi med at holde os for os selv. Det er synd og skam, for de indvandrede og de indfødte kristne har meget at lære af hinanden.
Folkekirkens kristendomsforståelse er en nøgle til at forstå landets grundlæggende værdier og blive godt integreret i det danske samfund. Og folkekirken kunne lære meget af den frivllighedskultur, optimisme og energi, som de nye kirker kommer med.
LÆS OGSÅ: Kirkeministers bededagstale: Inkludér migrantmenigheder
Fremover er det svært at forestille sig, at den nye og den gamle kristendom i Danmark ikke vil præge hinanden. Forskning i migrantkirker viser, at de unge ofte overtager moralforståelse fra deres nye hjemland. Omvendt har folkekirken ladet sig præge af både karismatisk og katolsk kristendom de senere år, og der er ingen grund til at tro, at den ikke også vil lade sig præge af nogle af migrantmenighedernes former.
Man må glæde sig over, at folkekirken lokalt tager godt imod de indvandrerkristne over en bred kam. Mange sognekirker åbner dørene for dem, og ildsjæle som Birthe Munck-Fairwood, Hans Henrik Lund, Niels Nymann Eriksen og Massoud Fouroozandeh lægger meget arbejde i at bygge broer mellem forskellige kirker.
Men vi må stadig spørge os selv, hvordan vi bedst gør noget for de nye kristne, og et af de mest presserende spørgsmål for mange migrantkirker er at finde et passende sted at fejre gudstjeneste. Her kan folkekirken gøre endnu mere for at afhjælpe de nye kristnes afsavn. Der burde tillige være mulighed for samarbejde af mere omfattende karakter, både hvad angår diakoni, mission, forkyndelse og almindelige menneskelige relationer. AEM
HELE SERIEN: Find artiklerne om de kristne indvandrere her