Dansk eksperiment

Dansk eksperiment med grønlandske børn var forkasteligt

I 1951 blev 22 grønlandske børn udpeget til at deltage i et dansk eksperiment, hvis hensigt var den bedst tænkelige. Mange grønlandske børn levede i social armod, som danske myndigheder ønskede at hjælpe dem ud af. Eksperimentet, som det blev kaldt, bestod i at fordanske børnene, så hele det grønlandske samfund med årene kunne blive udviklet. Efter nogle år i familiepleje og skole i Danmark med begrænset eller ingen kontakt til deres rigtige familier blev de enten bortadopteret eller sendt tilbage til et børnehjem i Nuuk, nu frataget deres grønlandske kultur og med dansk som eneste sprog. Eksperimentet fik katastrofale følger. Omkring halvdelen af børnene voksede op til et liv i misbrug og gik til grunde eller døde på anden vis alt for unge.

Scenerne til en spillefilm om det tragiske forløb er netop blevet optaget på Grønland. Det har på ny fået den grønlandske presse til at tage sagen op, og i søndags fortalte dagbladet Politiken så om hele det ulykkelige eksperiment, der blev belyst i bogform for 10 år siden. Landsstyreformand Kuupik Kleist kræver sagen op på dansk regeringsniveau. Den danske statsminister skal give en undskyldning for de overgreb, der tog deres begyndelse for snart 60 år siden, mener han.

Det synspunkt er nemt at forstå. Det danske overgreb på de grønlandske børn var udslag af en kolonimagtstænkning, som med nutidens øjne var forkastelig. Man kan argumentere for, at en undskyldning fra den danske stat vil kunne hjælpe de overlevende til lettere at forsone sig med deres egen skæbne. En undskyldning vil være en udstrakt hånd ligesom den, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens i 1999 gav de Thulebeboere, der imod dansk lov blev tvangsforflyttet for at give plads til bygningen af den amerikanske Thule Air Base i 1953.

Internationalt er der blevet undskyldt meget i de senere år, og selvom undskyldninger ikke kan omgøre historien, kan de være udtryk for en medfølelse, der kan virke til forsoning. Tyskland har undskyldt for holocaust. Canada for at have tvangsfjernet indianske børn. Og den katolske kirke for, at præster har misbrugt børn. I den mere særprægede ende hører, at Tolai-stammen på Papua Ny Guinea for nylig undskyldte, at deres kannibalistiske forfædre spiste fire missionærer for 140 år siden.

Tænkes der i lige så lange perspektiver, har også Danmark meget at undskylde for. Danmark har – i modsætning til Storbritannien og USA – aldrig beklaget sin deltagelse i slavehandlen, og ser man mod nord, var koloniseringen af både Grønland og Færøerne en til tider endog meget hårdhændet affære.

Lige nu kræver den danske politiske opposition, at regeringen giver en undskyldning for de historiske overgreb på de grønlandske børn. Frem for at lade undskyldninger blive til en del af det indenrigspolitiske magtspil taler noget for, at der først og fremmest i stedet gøres en helhjertet indsats for at få kortlagt også denne del af den danske historie.

I modsætning til lande som Japan og Tyrkiet, der på hvert deres område benægter vigtige dele af den nyere historie – sexmisbrug af koreanske kvinder under Den Anden Verdenskrig og folkedrabet på armenierne – benægter Danmark intet. Også Danmark ønsker åbenhed om landets fortid, så historiens fejltagelser ikke gentager sig.

Derfor bør der, som grønlandske politikere foreslår, gennemføres en afdækning af dette sorte kapitel af det dansk-grønlandske forhold. Sig undskyld, hvis det kan hjælpe. Allervigtigst er det, at sagen ikke må skygge for de store sociale problemer, der i dag fortsat plager landet, hvor mange børns hverdag er præget af omsorgssvigt og overgreb. At Danmark svigtede dengang, må ikke blive den sovepude, der får Grønland til fortsat at lade alt for mange børn i stikken.