»...de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige...I er Kristi legeme og hver især hans lemmer...«
Apostlen Paulus i Første Korintherbrev
Selv Luther delte sin samtids opfattelse af de psykisk udviklingshæmmede og anså disse »vanskabninger« for umennesker. På hans tid blev de kaldt skiftinge, troldebørn og djævleyngel. Nogle blev spærret inde i tremmebure, andre vistes frem på markeder.
Med tiden fik de diagnosen idioter, så åndssvage og siden evnesvage.
Heldigvis er der sket meget siden da. Ikke mindst i de seneste 30 år, hvor åndssvageforsorgens store centralinstitutioner er blevet nedlagt og erstattet af mange mindre bofællesskaber rundt om i landet. Fra at have levet isolerede liv på store institutioner, er de psykisk udviklingshæmmede nu blevet en integreret del af det omgivende samfund. De melder sig også ved kirkedøren, og mange præster har måttet erkende, at de udviklingshæmmedes liv og ikke mindst religiøse behov er ukendt land for kirken.
Det er folkekirken nu i færd med at råde bod på, selv om den stadig halter bagefter en del af det arbejde, der udføres i den katolske kirkes regi. Enkelte folkekirkepræster og religionspædagoger har gjort et pionerarbejde for at udvikle metoder til undervisning af unge udviklingshæmmede konfirmander, som ofte slet ikke har et sprog, og der er blevet gjort op med den gamle fordom, at psykisk handicappede ikke kan have et gudsforhold.
Det er tankevækkende, at der skulle gå så lang tid, før kirken opdagede, at de anslåede 25.000 psykisk udviklingshæmmede i Danmark har brug for at få forkyndt kristendom til hjertet og ikke til hjernen. Den væsentligste forklaring er formentlig kirkens traditionelt stærke fokusering på ord, abstraktion og intellekt.
Den nu pensionerede svenske biskop Martin Lönnebo, der selv har en hjerneskadet og stærkt udviklingshæmmet søn, forklarer i dagens avis, at livet med denne søn har ændret hans syn på kristendommen og gjort ham mindre dogmatisk. Når man lever med så svært handicappede og lidende mennesker, må man indse, at Gud er uudgrundelig, og derfor tillægger han kirkehistoriens talrige forsøg på at definere Gud mindre og mindre betydning. Han har kort sagt lært, siger han, at Gud er ubegribelig, og at den mentalt handicappede intuitivt oplever en fortrøstning og tillid til Gud, som er langt stærkere end et normalt menneskes.
For os, som ikke kender til de mentalt handicappedes liv og tro, sættes der med biskoppens personlige erfaringer kød på apostlen Paulus' ord om, at alle mennesker har uvurderlig betydning og er en uadskillelig del af den kristne kirke.
Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør