Skønt valgkampen nu er på vej ind i sin absolut sidste fase, er en ganske stor gruppe af vælgere stadig meget i tvivl om, hvem de vil stemme på i morgen, når valgstederne åbner.
Ved sidste valg i 2011 besluttede hele 28 procent af vælgerne sig faktisk først for, hvem de skulle stemme på, i valgets allersidste dage. Og af dem ventede hver tredje til selve valgdagen med at tage endelig stilling. Der er derfor god grund til at formode, at vælgerne også ved dette valg er mindst lige så afventende med at gøre deres endelige stilling op, som de var sidste gang.
Det historisk høje antal tvivlere bygger videre på en tendens, der har udviklet sig voldsomt de seneste 25 år. Vi skal faktisk ikke længere tilbage end 1990 for at se anderledes sikre valgtal. Det år var det kun 20 procent af vælgerne, der traf deres endelige beslutning i løbet af valgkampen, mens 80 procent havde taget stilling, inden valget blev udskrevet.
Men hvorfor denne store usikkerhed i vælgerkorpset? Er folk i dag mindre beslutsomme, end de var for 25 år siden? Det er de næppe, men vælgerkorpset har ændret sig som så meget andet i Danmark, og det er der flere grunde til, som man kan forsøge at pege på.
Historisk set er folk i almindelighed med det 20. århundredes individualisering og sekularisering langt mindre forankrede, end de var tidligere. For ikke så længe siden var en stor del af befolkningen forankret i eller knyttet til et lokalt sogn eller miljø. Man var også forankret i en klasse og bevidst om at tilhøre den.
Hvis ens forældre i arbejderklassen for eksempel stemte socialdemokratisk, så lå det lige for, at man gjorde det samme. På samme måde med Venstre og landbefolkningen eller overklassen i byerne og Det Konservative Folkeparti. Men denne forankring og klassebevidsthed er stort set helt væk i dag.
Der var tidligere også langt større ideologisk forskel på de politiske partier, end der er i dag, hvor ikke mindst Socialdemokraterne og Venstre tilsyneladende konstant lurer på hinanden og overgår hinanden i forslag til strammere asylpolitik og generøse løfter på velfærdsområdet.
Og så kan man endelig pege på en ilde hørt sandhed her i valgkampen: Det danske velfærdssamfund er som et enormt containerskib, hvis kurs ligger relativt fast, uanset hvem ”kaptajnen” er. Partiernes forskellige retninger vil være som krusninger på vandet.
Derfor bør der nu stemmes i morgen alligevel. Demokratiet, menneskehedens mindst ringe styreform, er afhængig af det for at overleve - om ikke andet så som værn mod andre styreformer, der med statsgaranti ville give den enkelte borger endnu mindre indflydelse.
holm