Når ens barn stædigt holder hænderne i lommerne og samtidig nægter ethvert kendskab til det store fingeraftryk i lagkagen, er det kun naturligt at være en anelse mistroisk.
Lige så naturligt er det, at Folketingets medlemmer bliver mistroiske og ikke orker mere hemmelighedskræmmeri fra finans-minister Bjarne Corydon (S), når ministeren trodsigt afviser at give Finansudvalget indblik i, hvilke virksomheder der i 2013 ønskede at købe en del af aktierne i det statslige energiselskab Dong. Så selvom Dong-sagen i udgangspunktet ikke burde være nok til at vælte en minister, kan man ikke sige, at Corydon er uden ansvar, når Enhedslisten nu truer ham med et mistillidsvotum.
Dong-aktierne blev som bekendt solgt til det amerikanske investeringsselskab Goldman Sachs, der af mange ses som medansvarlig for finanskrisen. Men også danske selskaber bød på aktierne, deriblandt PensionDanmark, som repræsenterer mere end 600.000 medlemmer og en lang række af landets førende fag- og arbejdsgiverforeninger. Hvilket bud, der reelt var bedst for Dong og ikke mindst for samfundet og skatteyderne, der er Dongs reelle ejere, er det dog kun finansministeren og en lille gruppe af ikke-valgte embedsmænd, der ifølge ministeren bør vide.
Af respekt for den demokratiske proces ville det klæde finansministeren at give Finansudvalget fuldt indblik i alle de bud, der var afgivet på Dong-aktierne. Men det nægter Corydon fortsat, også selv om Folketingets ledelse har udtalt skarp kritik af ministeren.
Selv forsvarer Corydon sin modvilje med, at folketingsmedlemmer, trods løfte om fortrolighed, vil lække papirerne til pressen, hvilket kan skade fremtidige salg af aktier i andre statslige selskaber. Her henviser han blandt andet til, at han tidligere i en fortrolig fremlæggelse af dokumenter om statens samarbejde med Kammeradvokaten kort efter kunne opleve centrale oplysninger gengivet i pressen.
Dette kan meget vel være korrekt, men så må løsningen være, at finansministeren ansigt til ansigt konfronterer de muligt skyldige for lækagen, hvilket jo er begrænset til en lille sluttet skare, nemlig medlemmerne af Finansudvalget. At gøre en enkelt lækage til en overordnet regel om, at folketingsmedlemmer ikke kan forvalte fortrolighed, er udtryk for en uklædelig egenrådighed og en udhuling af den tillid, der historisk har kendetegnet dansk demokrati. Og præcis som med drengen, der stædigt holder hænderne i lommerne, lader det offentligheden tilbage med indtrykket af en minister, der måske har noget at skjule.mr