Demokrati kræver et oplyst folk

Er det eliten eller folket, der har et problem for tiden?

De to store danske teologer Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig var frem mod demokratiets indførelse i Danmark i 1849 enige om, at det ikke var nogen ideel styreform. Kierkegaard mente, at det aldrig kunne gå godt, hvis masserne fik magten, og han frygtede pøbelvældet.

Grundtvig derimod mente, at det først ville gå godt, hvis masserne blev oplyst. Folkeoplysning blev i hans øjne hele forudsætningen for, at bønderne og almuen kunne tage del i demokratiet.

Grundtvig blev siden synonym med den folkeoplysning, der gav den uoplyste del af befolkningen viden om det samfund, de boede i. Folkeoplysning var ikke bare skolegang til alle, men kom med tiden til at være en fællesbetegnelse for den indsats, der ydes for at fremme danskernes samfunds- og tilværelsesforståelse på landets højskoler, på aftenskoler, ved foredragsaftener i sognegårde, forsamlingshuse, på biblioteker eller for den sags skyld i de mange folkelige foreninger landet rundt.

Særligt DR’s public service- forpligtelse er ofte blevet defineret som netop forpligtelsen til at formidle folkeoplysning, og landets dagblade har på deres måde løftet opgaven med at gøre læserne – og vælgerne – klogere.

Det er derfor med god grund, at begrebet folkeoplysning er en del af den Danmarks-kanon, som blev sat til afstemning af kulturminister Bertel Haarder (V) i denne uge.

Begrebet er om muligt blevet endnu mere aktuelt i de seneste år, hvor den folkelige og politiske udvikling har bevæget sig væk fra netop oplysningen. I mørke øjeblikke forekommer Søren Kierkegaard at have haft ret i sin dystre forudsigelse om uoverskueligheden i følgerne af at give magten til masserne.

Forleden skrev en gymnasierektor i et spændende debatindlæg i Politiken, at det ikke er eliten, men folket, der har svigtet. Eliten har fået skylden for Brexit, Europol-afstemningen i Danmark og amerikanernes valg af Trump, fordi eliten ikke har forstået folkets virkelige problemer. Men det er lige omvendt, mener rektoren: ”Store grupper af befolkningen i Europa og USA har tilsyneladende sat dumheden og uvidenheden i system og gør nærmest en dyd af at vide så lidt som muligt om moderne komplekse samfund.”

Rektoren har ikke fuldstændig ret, for der har i det politiske liv herhjemme og i udlandet hersket en elitær og problemfornægtende holdning til ikke mindst indvandringen og globaliseringens værste følger.

Men han har også ret, for ikke mindst i den nye medieverden, hvor så mange mennesker finder deres nyheder via Google og Facebook, fejrer både uvidenheden og dumheden nye triumfer.

Siden præsidentvalget i USA har der været ført en livlig debat om, hvorvidt Google og Facebook bidrog til Trumps sejr, fordi de to gigantiske globale internettjenester ukritisk har videreformidlet et væld af løgnehistorier som for eksempel ”Hillary Clinton stjal seks mia. i udenrigsministeriet”.

Herhjemme får hver anden dansker sine nyheder formidlet via Facebook. Alle traditionelle medier, herunder aviser, står til ansvar for det indhold, der formidles, men det gør Facebook og Google ikke. Det er et voksende og indlysende demokratisk problem. Men det er også et demokratisk problem, at befolkningen er blevet mentalt doven. Alt for mange menneskers kritiske nyhedssans er svækket, og alt for mange er alt for tilfredse med at labbe den strøm af underholdning, der udgår fra især Facebook, i sig. Det er nok sandt, at eliten har svigtet, men folket er godt i gang med at gøre det samme.