Demokratisme

Regeringens støttepartier på tvivlsom mission mod trossamfund

HVIS ENS IDEAL er det gennemført sekulære samfund, skal man passe på, at man i sin iver for at fortrænge det religiøse ikke lader en verdslig religion opstå i stedet for det, man har fordrevet. Med et beslutningsforslag, som Ny Alliance og Dansk Folkeparti netop har fremsat i Folketinget, tager de to partier endnu et skridt på vejen til at ophøje demokratiet til ny statsreligion.

De vil underkaste alle 110 godkendte trossamfund og enkeltmenigheder fast tilbagevendende bedømmelser af deres demokratiske sindelag. Trossamfundene skal vurderes på, om de i ord og gerning er loyale over for Danmark og den danske grundlov, om de vil virke til gavn for samfundsmæssig integration af trossamfundets medlemmer, og om de i såvel tale som handling kan siges at vise respekt for og efterstræbe en håndhævelse af de grundlovsbestemte frihedsrettigheder.

KRAVENE LÆNER SIG op ad det ufrivilligt komiske, hvis man regner med, at de reelt skulle efterleves. Til en begyndelse kan man fastslå, at der jo fra et demokratisynspunkt er noget grundlæggende betænkeligt ved de fleste religioner, idet de hylder en almægtig gud, der ikke lader sig afsætte ved valg. Guds suverænitet er hverken til diskussion blandt muslimer eller metodister, og det får enhver spøg til side faktisk konsekvenser for mange troendes samfundsmæssige praksis. Hvis man tror på en magt, der er højere end mennesket, vil man ofte have nogle standpunkter, der ikke lader sig påvirke af, hvor vælgerflertallet står lige nu. Derfor kan og vil troende mennesker i langt, langt de fleste tilfælde naturligvis være mindst lige så gode demokrater og lige så grundlovstro borgere som alle andre; men de sætter altså noget højere end selv demokratiet.

Med kravet om, at trossamfundene også skal virke til gavn for integrationen af deres medlemmer, må man igen spørge sig selv, hvad Ny Alliance og Dansk Folkeparti egentlig tænker på. Mens endog flere regeringer har haft blandet held med integrationen, bliver den nu en opgave for religiøse grupperinger en tankegang, man vel netop i religionsskeptiske partier burde vige tilbage for. Og hvem er det mon, man sigter til? Er det den tidligere minister Arne Melchior (CD), som Mosaisk Troessamfund bør tilskynde til at integrere sig lidt bedre? Eller er det eksempelvis i den tidligere amtsborgmester, katolikken Erling Tiedemann (V), at der findes et uopfyldt integrationspotentiale?

NATURLIGVIS IKKE. Forslagsstillerne tænker på de muslimske trossamfund her i landet, hvad Naser Khader da heller ikke prøvede at lægge skjul på i denne avis i går. Men da vi har lighed for loven et grundlæggende demokratisk princip, i øvrigt må man ramme alle trosretninger for at ramme én, synes tankegangen at være.

Hertil er bare at sige, at muslimer som alle andre hertillands er omfattet af den helt almindelige lovgivning. Hvis en muslim overtræder loven, kan han retsforfølges. Det kræver ingen særlove. Frygten for, at radikale imamer skal sprede terrorpropaganda, kan tackles ved hjælp af den ganske omfangsrige antiterrorlovgivning, der er indført til samme formål. Indirekte at mistænkeliggøre muslimske og alle andre trossamfund ved at hegne dem ind i ikke-opfyldelige og i vidt omfang irrelevante krav er ikke en farbar vej.