Loven om fri abort fra 1973 var en afkriminaliseringslov. Det var ikke en lov, der gjorde provokeret abort etisk forsvarlig, for det kan den aldrig blive.
Fri abort er og bliver et voldsomt dilemma, som bliver større i takt med den teknologiske udvikling. På den ene side imødekommer loven, der i dag fylder 40 år, at de kvinder, der ønsker en abort, ikke længere skal risikere deres eget liv i kvaksalverkøkkener herhjemme eller på tvivlsomme udenlandske abortklinikker. På den anden side er abort drab på fostre, uanset hvordan man vender og drejer problemet.
Dette dilemma har fået mange til at argumentere for, at de er tilhængere af fri abort, men imod abort. Men som årene er gået, bliver det stadigt mere tydeligt, at fri abort ikke bare er et etisk problem i sig selv, men også en etisk glidebane.
Her i avisen har vi over årene berettet om det skred i etikken, der finder sted i takt med teknologiens udvikling.
Vi har fortalt om par, der vælger abort, fordi fosteret har et handicap. Og vi har berettet om, hvordan ultralydsscanninger, fostervandsprøver og anden fosterdiagnostik er med til at fremme et sorteringssamfund med et indskrænket normalitetsbegreb, hvor det at få et handicappet barn ikke længere er et livsvilkår, men et tilvalg, man så i stigende grad selv må tage konsekvensen af.
Vi har fortalt om gravide kvinder, der har fået abort, fordi fosteret skulle være en dreng, men på scanningen viste sig at være en pige. Mange danske hospitaler er nu holdt op med at fortælle kønnet på fosteret, selvom nye teknikker gør det muligt inden 12. graviditetsuge, der er grænsen for fri abort.
LÆS OGSÅ: Trods 40 år med fri abort: Abortdebatten raser i Europa
Vi har berettet om, hvordan unge forældre i stigende grad ikke bare ønsker sig et barn, men det perfekte barn.
Så sent som i forgårs kunne man her i avisen læse om Det Etiske Råds overvejelser om, hvorvidt sene aborter skal slås ihjel inde i moderens mave med en dødbringende sprøjte, så de ikke viser livstegn efter den fremprovokerede fødsel. Det belaster forståeligt nok sundhedspersonalet, at et foster bliver ved med at trække vejret efter en abort. For nogle er det en pragmatisk løsning på et etisk problem, der er en følge af aborterne, for andre er det en uacceptabel indførelse af aktiv dødshjælp på fostre inden de dør af aborten.
Den meningsmåling om danskernes syn på abort, som vi offentliggør i dagens avis, viser heldigvis, at en betydelig del af danskerne ser etiske problemer forbundet med abort.
Men stadig er det forbløffende, at så mange ikke gør det. Den fri abort har med dens iboende etiske problemer været med til at skabe et tingsliggjort og ualvorligt syn på menneskelivet til skade for alle.
Svaret på de etiske problemer, som den fri abort har ført med sig, er ikke at genkriminalisere abort eller at fordømme de kvinder, der får foretaget abort. Det er ikke selve abortlovgivningen, man bør kæmpe imod, men derimod den abortpraksis og abortkultur, der har udviklet sig.
Abort bør altid være en nødløsning, men er det ikke.
Det danske samfund bør arbejde vedholdende for at nedbringe antallet af både uønskede graviditeter og provokerede aborter. Der skal gøres mere for at få kvinder til at vælge fødslen frem for aborten. Det voksende antal par, der ikke selv kan få børn, bør lettere kunne adoptere uønskede danske børn, så de ikke ender som affald i hospitalernes skraldespande.
Det er ikke et civiliseret samfund værdigt.