Tirsdag morgen var der messe i den katolske kirke i byen Saint-Étienne-du-Rouvray, som ligger i Normandiet i det nordvestlige Frankrig.
Ud over kirkens 85-årige præst befandt sig fire kirkegængere i kirkerummet, heraf to nonner.
Klokken 9.45 trænger to knivbevæbnede mænd ind i kirkerummet, og den efterfølgende time udspiller sig et gidseldrama, som de fire kirkegængere overlever. Præsten, fader Jacques Hamel, får halsen skåret over, inden de to gidseltagere bliver skudt og dræbt af franske specialstyrker.
Terrorangrebet i den franske kirke er langt fra det blodigste denne sommer. Men det rummer nogle perspektiver, som det er værd at opholde sig ved.
Det er det første tilfælde, hvor jihadister på europæisk jord med direkte henvisning til IS retter et angreb mod en kirke og en præst og dermed mod kristendommen.
Det er indlysende, at de mange politikere og meningsdannere, som efter hvert terrorangreb har gjort sig store anstrengelser for at afvise eller nedtone terrorens ideologiske og religiøse aspekter, nu er tvunget til at tænke sig om.
Kristne er ikke islamisternes eneste fjende, men hører i den jihadistiske logik til de vantro, der skal bekæmpes. Vi ved, at islamistiske terrorister er optaget af at ramme mål med stærk symbolværdi. Fra tvillingetårnene og vestlig livsstil på natklubber til den franske satires højborg, Charlie Hebdo. Nu hører kristendommen, den europæiske civilisations åndelige fundament, og dens symboler med i den dødelige voldsspiral.
Når det brutale drab på den 85-årige fader Jacques rammer os i hjertet, hænger det også sammen med præsten som symbolsk og kulturel figur. Fra filmens og litteraturens verden kender vi talrige gamle præster, som i al deres forskellighed ofte er kendetegnet ved en eksistentiel indsigt og åndelig styrke. En evne til at sige sandheden.
Således gælder det i hvert fald den gamle præst i Jakob Knudsens roman af samme navn, som skabte skandale i dansk kirke- og kulturliv for godt og vel 100 år siden.
Pastor Castbierg, som romanens gamle præst hedder, var ikke noget særligt elskeligt eller fromt menneske. Men han var ikke desto mindre talerør for en række af kulturkæmperen Jakob Knudsens grundholdninger, som det endnu er værd at lytte til.
Først og fremmest gælder det opgøret med alle former for falsk idealisme. Med troen på, at det gode i mennesket nok skal sejre til sidst. Det er der absolut ingen garantier for. Hverken dengang eller i dag.
Virkeligheden er, at der er mennesker, som vil os det ondt, som vil os til livs. Ikke fordi de er undertrykt, eller fordi de er uoplyste. Men fordi de mener, at deres religion, deres åndelige fundament, giver dem ret til det.
Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at vinde freden. Men det gør vi bedst ved at se realiteterne i øjnene. Jakob Knudsen tilskrives også ordene ”Virkeligheden er altings prøve”.
Lad os huske på det.