Mens Europa diskuterer, hvordan kontinentet skal forholde sig til den voksende strøm af flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika, kastede FN i ugens løb med en rapport nyt lys over en anden af regionens humanitære kriser. Gaza-området, der er på størrelse med Langeland, men huser 1,8 millioner palæstinensere, ligger klemt inde mellem Israel, Egypten og Middelhavet.
Siden krigen mellem Israel og Hamas-styret sidste sommer har Israel holdt sin grænse til området næsten helt lukket og håndhæver stramme begrænsninger på sejladsen ud for Gazas kyst. Egypten har om muligt lukket sin grænse endnu mere hermetisk end Israel.
Begge lande gør det af sikkerhedshensyn. Israel - fordi Hamas, der står på EUs liste over terrororganisationer, ikke anerkender landets eksistens, men truer den israelske befolkning på livet. Egypten - fordi Hamas støtter det nu forbudte muslimske broderskab, der truede med at føre landet ned ad islamismens radikaliserede vej.
De næsten helt lukkede grænser kommer oven i en økonomisk blokade, der blev sat i værk, efter at Hamas tog magten i Gaza for otte år siden.
Imens lider civilbefolkningen, som er klemt sammen på alt for lidt plads uden arbejde eller muligheder for at tjene deres egne penge. Halvdelen af befolkningen lever helt af nødhjælp, og op mod 8 ud af 10 indbyggere får hjælp af en eller anden slags.
FN's udviklingsagentur UNCTAD's rapport viser, at Gaza vil være næsten ubeboeligt om fem år. Befolkningen vil da være betydeligt større end i dag, og behovet for skoler og hospitaler vokset markant. De mange tusinder af mennesker, der blev hjemløse under krigen mellem Hamas og Israel sidste sommer, har fortsat ikke fået genopbygget deres huse. FN skønner, at 20.000 boliger er totalt ødelagte af krigen.
Israel og Egypten holder grænserne lukket for bygningsmaterialer, fordi de kan misbruges til at lave de tunneller, som Hamas også bruger til at smugle våben ind i området.
I dag er manglen på drikkevand helt påtrængende. Vandet i Gaza hentes fra Middelhavet, der er forurenet af spildevand fra området, fordi rensningsanlæggene ikke virker på grund af blokaden.
Journalister og nødhjælpsarbejdere har forholdsvis nem adgang til Gaza, og hvis man besøger området, er det slående, hvor håbløs situationen for de mange mennesker er. Danske bistandskroner bruges med stor effekt blandt andet på at hjælpe det voksende antal børn, der lider af underernæring. Kvinder får hjælp til at sammensætte den rigtige kost, og fordi mange ikke har råd til at købe maden, får de den på det lokale sundhedscenter.
Alt tyder på, at befolkningen i langt højere grad kunne ernære sig selv, hvis den fik mulighed for det. Tidligere arbejdede mange palæstinensere i Israel på den anden side af den nu næsten lukkede grænse.
Gazas unge er ligesom en voksende del af Vestbreddens unge blevet radikaliseret igennem den rekordhøje arbejdsløshed og tiltagende isolation.
Israel kan gøre meget for at afhjælpe den humanitære krise i området med færre økonomiske sanktioner og mere åbne grænser. Der påhviler landet et ansvar for, at Gazas civilbefolkning ikke går til grunde, og der kommer ikke fred, så længe Israel besætter Vestbredden eller blokerer Gaza.
Og der kommer heller ikke fred, før palæstinenserne kan enes om at afsværge brugen af vold og terror og anerkende Israels ret til at eksistere.