Der findes ikke den instans, der kan diktere, hvad skønlitteratur bør handle om. Heldigvis. I diktaturer kan man nok så meget kræve, at statens forfattere skal skrive om bestemte emner på bestemte måder, men der kommer aldrig god litteratur ud af politiske krav. I demokratier er ord og individer frie, men derfor kan stemmer i debatten godt mene, at forfatterne bør skrive mere om bestemte emner.
For snart en del år siden udspandt sig en litterær debat hertillands om, at forfatterne burde være mere samfundsvendte og skrive romaner om eksempelvis Nordisk Fjer-skandalen, men hver gang forfattere opfordres til at gøre noget bestemt, gør de som regel noget andet eller fortsætter med det, de var i gang med.
Det er derfor heldigvis nytteløst at opfordre til, at flere forfattere skriver mere om det, der på dagens sektionsforside kaldes det største i livet: at få et barn. Men derfor kan man jo som læser godt undre sig og i det stille håbe på, at flere forfattere ville beskrive denne erfaring, som eksempelvis Dea Trier Mørch gjorde det i sin 40 år gamle romanklassiker ”Vinterbørn”, der nu genudgives.
I det brede mediebillede savner man ikke beretninger om, hvordan det er at blive mor. I ugeblade og på sociale medier hersker der en glansbilledbelagt fortælling om fødsler: Alt er nemt, alt er smukt, alle børn er søde, og livets mening står lyslevende for den unge kvinde i samme sekund, hun bliver mor. Og hvem kan ikke med nemhed gennemføre en halvmaraton to dage efter fødslen?
I virkeligheden er det hele meget mere sammensat. Der findes rigtignok blogs om moderskab og fødsler, der tager de mindre glorværdige sider af livet som forældre op. Men disse er ofte mere et spejl, der leverer umiddelbar genkendelse og en kortvarig glæde der foran skærmen, når man bekræftes i, at ikke alle mødre gennemfører den der halvmaraton to dage efter.
Skønlitteraturen kan imidlertid noget andet og mere end ellers nok så realistiske og sympatiserende digitale skildringer, nemlig levere nye erkendelser og gøre os klogere på et almenmenneskeligt fænomen, tænke tanker til ende for os, der rækker ud over den banale og dybest set selvgratulerende genkendelsesglæde i blogosfæren.
Heldigvis findes der allerede kunstneriske skildringer af det svære moder-, fader- og forældreskab. Dea Trier Mørch står ikke helt alene med sin roman. Eksempelvis har franske Delphine de Vigan og danske Hanne Højgaard Viemose skrevet om fødselsdepressioner og det besværlige moderskab, og norske Karl Ove Knausgård skåner ikke sig selv i sine skildringer af, hvor svært det kan være at blive far. Men flere skildringer må gerne komme til.