Der er grænser for venligheden

Vigtig symbolsk betydning i udvisning af kriminel indvandrer

Der er grænser for venligheden
Foto: Paw Gissel.

I går var en speciel dag for 3359 personer. Så mange var tilmeldt den såkaldte indfødsretsprøve, hvor man som indvandrer og flygtning kan tage et afgørende skridt mod dansk statsborgerskab ved at bevise et kendskab til dansk kultur, demokrati og historie.

Dagen i går var samtidig lige så afgørende for en enkelt indvandrer, nemlig den stærkt kriminelle bandeleder Mahmoud Khalil Salem, kendt som Fez Fez.

Sammen med sin advokat fik Fez Fez i går ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol det endelige afslag på en omstødelse af den udvisningsdom, som Højesteret afsagde i 2011. Familietilknytningen til hustruen og de otte børn i Vollsmose ved Odense vejede i sidste ende ikke tungere end de 18 domme for blandt andet vold, trusler, våbenbesiddelse og hashhandel, som Fez Fez formåede at skrive på cv’et i løbet af kun tre år. Fez Fez er udvist af Danmark for bestandigt og skal nu blive i Libanon.

Symbolikken i gårsdagens to begivenheder er tydelig: Lad os byde velkommen til dem, der vil Danmark og aktivt arbejder for at blive en del af samfundet. Men lad os lige så tydeligt fastholde muligheden for at afvise og udvise dem, der med en endeløs række af domme for hård kriminalitet udviser en tydelig disrespekt for det land, der for manges tilfælde har sagt ja til at beskytte dem mod krig og ufred. Kort sagt: Skik følge eller land fly.

Menneskerettighedsdomstolens afgørelse er markant, da den tager fat i et de store stridsemner i debatten om udvisninger, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man kan splitte en familie ved at udvise den ene forælder. Tidligere i år valgte Højesteret netop at afvise en udvisning af den såkaldte sigøjner-boss Levakovic med den begrundelse, at det ville være et ”uproportionalt” indgreb at fratage ham retten til sin familie, trods 28 domme for blandt andet vold, trusler og bedrageri.

Naturligvis skal opsplitningen af en familie ikke være en let afgørelse, og det er vigtigt, at man i sin velbegrundede indignation over en persons kriminelle handlinger også tager hensyn til børnenes tarv. Men tilsvarende virker det ganske rimeligt at forvente, at seriekriminelle og voldsmænd ikke kan fortsætte med at udnytte det danske samfund, hvis deres ønske om en kriminel løbebane igen og igen overtrumfer deres børns ve og vel.

Når den danske udlændingedebat til tider kammer over i nærmest hadske toner, skyldes det formentligt, at en ikke ubetydelig del af danskerne føler sig krænket og gjort til grin, når de oplever, at en ganske lille gruppe af hærdede kriminelle indvandrere spekulerer i at udnytte både velfærdssamfundet og danskernes tolerance.

At der nu med menneskerettighedsdomstolens afgørelse er markeret en grænse for uacceptabel opførsel, vil forhåbentlig også være til gavn for de mange med udenlandsk baggrund, der oprigtigt og arbejdsomt viser vilje til at indgå i fællesskabet.