Stigende efterspørgsel på sæddonerer skaber travlhed i landets sædbanker, der hjælper barnløse med at få børn. Men i modsætning til tidligere, hvor der var sparsomme oplysninger at få om ophavet, kan man nu svare ganske detaljeret på de barnløses spørgsmål om sæddonorerne. Som det fremgår af dagens avis er det særligt enlige, veluddannede kvinder over 30 år, der stiller store krav til donorerne og blandt andet får udleveret håndskriftprøver, lydfiler og barndomsbilleder forud for stillingtagen.
Udviklingen er forståelig. På mange andre af livets områder har vi vænnet os til at have langt flere valgmuligheder end tidligere generationer og til nøje at overveje hvert skridt, vi tager, eksempelvis karrieremæssigt. Det ville derfor være underligt, hvis ikke denne kræsenhed også satte spor i valget af sæddonorer for den lille del af landets befolkning, der ikke kan få børn ved egen hjælp.
Ikke desto mindre er der flere etiske dilemmaer forbundet med den nye udvikling. Det er bekymrende, hvis der breder sig en holdning om, at livet er noget, som man egenmægtigt selv designer. Det kan skabe en manglende forståelse for mennesker, der måske ikke lige er så perfekte som flertallet, og det kan i sidste ende skabe en forråelse af samfundet.
Man kan også være bekymret på det barns vegne, der vokser op med forældrenes store forventninger om alt fra perfekte fortænder til virtous klaver-bemestring, for hvad sker med de store forhåbninger på barnets vegne, når skuffelsen sætter ind?
Skuffelsen vil nemlig komme før eller siden. Mennesket er ikke ren arv, men formes i høj grad også af miljøet, og det er en illusion at tro, at man kan designe sig frem til det perfekte liv. Den aktuelle udvikling er derfor udtryk for en overdreven tillid til gener, og man gør som barnløs og håbefuld kommende forælder klogt i ikke at sætte forventingerne alt for højt, selvom man har sat kryds alle de rigtige steder i skemaet over sæddonor.
Men det er værd at minde om, at der bag den lidt maniske iver efter at designe det perfekte liv ligger et dybfølt ønske om at gøre det bedste for sit ufødte barn. At den barnløses forberedelser så kan være naive og udtryk for et kritisabelt menneskesyn, ændrer ikke ved, at længslen efter liv ligger dybt i mennesket, og den skal man ikke hindre.
Det er da bedre at hjælpe eksempelvis den barnløse single over 30 år med at få et barn, end at hun går i graven med et uforløst ønske om at sætte liv i verden. Et barn er bedre end slet ingen børn.