I løbet af de seneste år er en af Sveriges mest elskede salmer også blevet en af de mest afholdte i Danmark. På rekordtid har "Det dufter lysegrønt af græs" fået en folkelig udbredelse, der tilkommer meget få salmer, og den synges i dag i kirken fra tidlig maj til hen på sensommeren. Salmen kom med i den nye salmebogsudgave for otte år siden og er sammen med en anden svensk salme, "Nu blomstertiden kommer", den eneste, der for alvor kæder en gedigen forkyndelse sammen med hyldesten til sommeren. Det gør den dels ved det gode forlæg, dels ved en oversættelse og gendigtning af den tidligere biskop Johannes Johansen, der på formidabel vis har skiftet de svenske naturbilleder ud med grøft og mark og enge.
Salmen er i sin enkle skønhed en hyldest til skaberkraften, der gør alting nyt, og en påmindelse om, at blomster og mennesker alle skal visne og dø engang, men at skaberordet, der skaber liv af døde, aldrig forgår.
Lovprisningen af skaberværket, når det udfolder sig stærkest som netop nu, gøres mest meningsfuldt i den poesi, der er blevet til i beruselse over skærsommeren og de lyse nætter. Salmen vil sammen med Holger Drachmanns midsommervise blive sunget ved i hvert fald mange kirkelige bålfester på onsdag, aftenen før Sankt Hans-dag. Det er den officielle midsommerfejring i Danmark, men sommersolhverv er i dag mandag, hvor natten ikke bliver kortere og dagene ikke længere end netop nu.
Det var oldkirken, der i det fjerde århundrede lagde fejringen af Jesu fødselsdag ved vintersolhverv og Johannes Døberens fødselsdag ved sommersolhverv. Johannes Døberen sagde om Jesus, at "han skal blive større, jeg skal blive mindre", hvorfor fejringen blev tilpasset dagene, der bliver længere efter jul og kortere efter Sankt Hans.
Men midsommer er i praksis ingen kirkelig højtid. Derimod er der en urreligiøsitet forbundet med bålet, der oprindeligt skulle jage det onde bort, og fejringen af lyset og den livskraft, der udfolder sig i naturen netop nu. Der er en forventning til midsommeren, som for især unge mennesker knytter sig til skole- og studieårets afslutningen og livet, der ligger forude og venter på at blive erobret. Den forventning blandes med årene også med en vemod over det tabte. Karen Blixen talte om ungdommens arrogance, fordi den fortrænger det, som midsommeren også minder om, nemlig at dagene og livsbanen bliver kortere. Man får med alderen øje på det, som aldrig mere vender tilbage. Midsommeren vækker en livsfryd, som det hedder i "Det dufter lysegrønt af græs", og den skærper sanserne og bevidstheden om, at det helt nære om kort tid også er det svundne. Det er nu, det gælder. Glædelig midsommer.