I denne tid er der ikke knyttet noget godt til det at leve i et parallelsamfund. Ikke desto mindre er det, hvad man gør, hvis man følger med i kirkeåret. Alle mennesker følger kalenderåret og de skiftende årstider med naturens vekslende gang.
Men parallelt med det byder den kristne kirke på en anden målestok for tiden, kirkeåret. Det begynder med første søndag i advent, der er den første af de fire søndage, som fører frem til juleaften, og det slutter et år senere.
Nu på søndag begynder et nyt kirkeår, der rummer mere end blot en ydre liturgisk ramme om kirkens liv. Der knytter sig et berigende perspektiv til at leve med i kirkeåret parallelt med kalenderåret.
Det modvirker traditionstabet og det brud med fortiden, som præger snart sagt alle dele af vores kultur. Og den kirkegang, der følger med at leve i kirkeåret, giver troslivet en synlig og nødvendig ramme.
Siden kirkeåret blev fastlagt i oldkirken, har det samlet sig om jul, påske og pinse som de vigtigste helligdage. Det følger Jesu historie, fødsel, død, opstandelse og Helligåndens komme.
Advent er forberedelse til julen, fasten forberedelse til påsken, og tiden frem mod pinse er en efterbehandling af påskens budskab og en forberedelse på pinsens. Derefter følger trinitatistiden, som mere drejer sig om det kristne menneskes liv set i lyset af Jesu liv.
Her på Jordens nordlige halvkugle, hvor kirkeåret begynder om vinteren, knytter dets kredsløb an til naturens på en måde, som særligt afspejles i salmerne. Praetorius brugte julerosen, der skyder op gennem den frosne jord, som billedet på Jesu fødsel i salmen ”En rose så jeg skyde”.
Grundtvig anvendte påskeliljen som billede på Jesu opstandelse i ”Påskeblomst! hvad vil du her?”, og han så Helligånden symboliseret i forsommerens lys i den stærke pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen”.
Kirkeårets velafprøvede rytme er værd at genopdage. Ikke mindst rummer forberedelsestiden op til de kirkelige højtider en ny mulighed. De færreste faster i den protestantiske verden, sådan som kirken tidligere foreskrev at gøre, men forberedelsen er mere end faste og noget andet end de praktiske gøremål, der præger de fleste fortravlede mennesker.
Det kommer tydeligst til udtryk i adventstiden. I vores højteknologiske og på mange måder afkristnede og selvberoende samfund er det let at tro, at vi selv som mennesker er dem, der skaber og producerer vores tilværelses mening, håb og indhold. Vi forledes let til at tro, at modet til at være til skal komme fra os selv, og det påfører nutidens mennesker en overanstrengelse at bære på den forestilling.
Mennesket er magtfuldt, men dets afmagt er endnu større. Vi er ikke herrer over vores fødsel eller død, åndedræt eller liv eller herrer over kærlighed eller glæde. Vi tager ikke børn, men får dem, og vi opretholdes af en livskraft, der kommer til os udefra.
Advent betyder ankomst. Det er Jesu fødsel og forventningen om hans genkomst, der fejres. Men passende kan vi også bruge adventstiden på at minde os selv om, at det vigtigste i livet kommer til os udefra.
Glædelig advent og godt nyt kirkeår.