Med hovedet under vandet i en sump ligger den ulykkelige sjæl, der straffes for dødssynden vrede i Helvede. Billedet er leveret af forfatteren Dante Alighieri i ”Den guddommelige komedie” (1320), som giver et indblik i middelalderens dødsteologi.
En joke eller et fnys er automatreaktionen fra mange protestanter og katolikker, når de i dag hører om de syv dødssynder, som er samlebetegnelsen for hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, grådighed, fråseri og utugt.
Men som med så meget andet kan vi lære noget af dem, der gik før os. Selvom de fleste kristne har kasseret billedet af efterlivet som en torturlignende tilstand, bærer de syv dødssynder alligevel budskaber til os i dag. At vi betragter tidligere kulturer som dumme og moralsk laverestående, er i sig selv en form for kollektivt hovmod i vor tid, som viser, at vi har brug for at blive mindet om egen smålighed.
Den blotte forestilling om synd stiller sig som forargelse for moderne mennesker. Den påstår, at ikke alle onder er samfundsskabt, som den dominerende socialkonstruktivisme vil. Den siger os, at vi må kigge indad, når vi søger forklaringer på alle vores mange fejl fra forsmåelse til forbrydelse. Og den fortæller os, at vi ikke kan sige os selv, hvad den rette adfærd er, men må have hjælp udefra.
Dødssynderne er stadig aktuelle. Og destruktive. Den grådighed, som erhvervsfolk, politikere og selv håndværkere udviser, er blevet almengjort, så børn, fra de er ni år, taler om, hvor meget de vil tjene. Misundelse er en kernedrivkraft i reklameindustrien, der tilbyder os at blive lige så vellykkede som naboen i en stadig strøm af billeder. Og fråseri er en dyd i mange virksomheder, der bygger produkter, så man hele tiden skal smide dem ud og købe nye. Vi skal forbruge os ind i himlen.
Helt i modsætning til den middelalderlige billedgørelse af de syv dødssynder står nutidens europæiske opfattelse af det onde. Den har gjort begrebet så abstrakt, at det næsten er tryllet væk. I stedet for synd står tanken om det socialt betingede onde, som vi kan blive ofre for. Heroverfor må man huske på, at mennesker ikke er tomme passager, som samfundsfaktorer kan virke igennem. Vi er eminente producenter af følelser, ønsker og stemninger, som skaber modvilje mod grupper eller individer. Man ser det dagligt hos voksne, men endnu tydeligere hos børn.
De syv dødssynder peger tilbage på os selv. Og hvis man ikke slår dem hen med en afværgende vittighed, er det en udfordring at tænke over dem: Hvornår har jeg sidst raget til mig? Hvorfor tabte jeg hovedet over for mit barn? I det daglige kan selvransagelsen have brug for trædesten at gå på. Det tilbyder de syv dødssynder.