En læge i telefonen, en specialist, der kan vejlede hjemmesygeplejersken, og gode råd til de pårørende kan være den altafgørende forskel for et døende menneske, der ønsker at tilbringe den sidste tid derhjemme.
Derfor er det helt uforståeligt, at to ud af fem af landets regioner endnu ikke har fulgt Sundhedsstyrelsens anbefaling fra 2011 og sikret, at personale, der arbejder med døende, kan ringe døgnet rundt og få råd og vejledning af specialister i smertelindring.
Kommer hjemmesygeplejersken til kort, eller bliver de pårørende utrygge, kan det let ende med, at det menneske, der ellers gerne ville blive i sine vante omgivelser, bliver indlagt i huj og hast og ender sine dage på et hospital, der slet ikke er indrettet optimalt for mennesker, der skal dø. Sygehusene er travle steder, hvor personalet arbejder for at helbrede og ikke altid kan tilbyde en hånd at holde i og en rolig stue til samtale og sorg.
I de senere år er der investeret massivt i hospicepladser, og i dag er der en snes hospicer fordelt ud over hele landet.
Det er positivt, at hospicetanken på blot et årti er blevet landsdækkende. Men det er et fåtal - tre procent - der dør på hospice, og derfor bør man i højere grad se på vilkårene de steder, hvor det store flertal dør. På sygehuset og i eget hjem, hvad enten det er der, man boet i mange år, eller på et plejehjem. I flere undersøgelser tilkendegiver et flertal af befolkningen, at de ønsker at dø hjemme, mens blot hver femte rent faktisk gør det. Det kan der være mange mere eller mindre gode grunde til. Vilkårene ændrer sig, måske er der ingen pårørende, eller der er behov for hjælp, der kun kan gives på hospitalet. Men det bør aldrig være et manglende beredskab til det såkaldte frontpersonale, der hindrer dette.
Erfaringer fra blandt andet Holland viser, at man med en politisk satsning kan løfte andelen af mennesker, der dør hjemme, væsentligt ved at øge og udvikle støtten i eget hjem. Denne støtte har Region Hovedstaden og Region Nordjylland endnu ikke prioriteret, ligesom Region Midtjylland har forringet sin ordning fra årsskiftet. Begrundelsen er, at der angiveligt mangler kvalificeret personale.
Her kunne det være på sin plads at tænke på helheden og sætte mennesket før systemer. For ud over at man med sin træghed eller manglende vilje til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger svigter de patienter, der har et stort ønske om at dø i eget hjem, vidner det også om kassetænkning. For nok kan det muligvis være både bekosteligt og besværligt at oprette en døgnåben telefontjeneste, der kan vejlede om smertelindring, men at tro, at det er billigere og bedre, at døende i stedet bliver hasteindlagt og ryger ind og ud af hospitalerne i den sidste tid, er illusorisk.