Dronninger er et plus for monarkiet

Tillykke til den britiske dronning, som har givet monarkiet ny luft

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Bortset fra diktaturet er monarkiet den sværeste styreform at forsvare i et moderne samfund, som hylder demokrati, lighed, frihed og individets avancement ved egen kraft. I monarkiet arver man derimod retten til rigets højeste embede og får alle økonomiske og materielle behov dækket, uanset egne evner.

Alligevel fastholder højt udviklede demokratier som blandt andre Storbritannien og de nordiske lande monarkiet, vel at mærke uden at tildele regenterne realpolitisk magt. Den britiske dronning Elizabeth II har nu været dronning i 63 år, og i morgen kan hun fejre sin 90-årsfødselsdag.

Hendes land har i den periode været igennem kolossale omvæltninger, tilmed en verdenskrig, opløsningen af det britiske imperium og opblomstringen af EU. Et samarbejde, der paradoksalt nok kan stå foran sit Waterloo, hvis britiske vælgere om få uger stemmer nej til fortsat medlemskab.

Som institution har det britiske kongehus undervejs været ude i livstruende kriser. I 1992, ”annus horribilis”, som dronningen selv kaldte det, blev sønnerne Charles og Andrew separeret, prinsesse Anne blev skilt, og den folkelige opbakning til kongehuset faldt dramatisk. Især efter prinsesse Dianas død i 1997 var der utilfredshed, og kongehusets optræden blev opfattet som arrogant. Siden er kommunikationen blevet mere moderne, og dronningens popularitet ligger igen højt, præcis som det i øvrigt er tilfældet for den danske dronning.

Kloge og tænksomme dronninger er et stort plus for monarkiet, som kun et mindretal af vælgerne i dag ønsker afskaffet. Det kritiske spørgsmål er imidlertid, om monarkiets skæbne står og falder med den til enhver tid siddende regents vurdering i meningsmålingerne?

Herhjemme har vi haft en sælsom debat om prins Henriks titler og ønske om at blive konge – en debat, som nu synes definitivt afsluttet, men som næppe har gavnet kongefamiliens folkelige forankring. Det samme gælder royale skilsmisser, der i en vis forstand er moderne, men som udhuler kongehusets status som et ophøjet forbillede. Nogle vil mene, at den slags forbilleder slet ikke er nødvendige i dag, og at tiden er løbet fra monarkiet.

Dertil er at indvende, at man ikke nødvendigvis ”får mere for pengene” med for eksempel en folkevalgt præsident som statsoverhoved. Om ikke andet viser den amerikanske præsidentvalgkamp indtil nu, at folket er i stand til at sætte kryds ved yderst tvivlsomme kandidater. Det indskrænkede monarki, som Grundloven kalder det, når kongen eller dronningen er uden reel politisk magt, er stadig det mindst ringe. Så et royalt tillykke til den britiske dronning, som i hvert fald for en tid har givet monarkiet ny luft.