Et år efter, at sognepræst Thorkild Grosbøll blev et navn, som aldrig blegner i dansk kirkehistorie, er sagen mod ham fortsat uafklaret. Han er under sin biskops skærpede tilsyn, og selv om kun biskoppen ved, hvad det reelt indebærer, er det et signal om, at der ikke er sat punktum for en af de mest pinlige sager i folkekirken i mange år. Formentlig fordi biskoppen ikke aner, hvordan hun skal afslutte sagen og håber, at debatten dør ud, så hun kan lukke den i al ubemærkethed. Men denne sag kan ikke ties ihjel.
Grosbølls undsigelse af troen på en skabende Gud, opstandelsen og det evige liv er hele vejen igennem blevet håndteret så dårligt af biskop Lise-Lotte Rebel, at den har skadet folkekirkens troværdighed og omdømme betydeligt. Som omtalt i dagens avis mener et flertal af landets præster det samme.
Det år, der er gået, siden sagen eksploderede i hænderne på biskoppen, har i folkekirken blandt andet været præget af en retssag mod et menigt folkekirkemedlem, kirketjener Steen Ribers fra København Stift, der tror på reinkarnation. Han blev for nylig smidt ud af folkekirken, fordi retten fandt, at hans tro ikke er i overensstemmelse med de folkekirkelige bekendelsesskrifter.
Spørgsmålet er derfor: Hvorfor kan Taarbæk-præsten fortsat bekende troen på en treenig Gud om søndagen, men uden for kirkerummet fornægte samme tro? Det kan han blandt andet, fordi der hersker juridisk vilkårlighed i folkekirken. Hvad der kan lade sig gøre i Helsingør Stift, kan ikke lade sig gøre i Køben-havns Stift og slet ikke i Aalborg Stift. Her blev en anden sognepræst, Bent Feldbæk Nielsen, afskediget i 1996, blandt andet fordi han forkyndte et mere baptistisk syn på dåben end det, der hersker i folkekirken.
Men det helt centrale problem, der melder sig efter Taarbæk-sagen, handler om ledelse. Folkekirken har vist sig ude af stand til at håndtere konflikter af denne art, hvor troens overordnede læresætninger står på spil.
Det er omsonst at håbe, at sagen kan dø af sig selv ved at tie, hvilket biskop Lise-Lotte Rebel stort set har gjort, siden den opstod. Danskernes optagethed af kristendom og tro generelt er så stor, at sagen har givet anledning til en af de mest omfattende debatter i nyere tid om Guds natur, tro og kristendom. I den debat var biskoppen den mest tavse. I alle organisationssammenhænge forventes der nu om dage klare ledelsesudmeldinger og kontante afregninger. Det er netop set i forsvaret, hvor ledelsen mindre end et døgn efter, at en oberstløjtnant udtrykte forståelse for udøvelsen af tortur, forflyttede ham kort tid før hans pensionering. Biskopperne vil givet til enhver tid fastholde, at de ikke udgør et ledelsesteam, sammenligneligt med forsvaret eller andre institutioner, og det er naturligvis delvis rigtigt. Men sammenligningen holder alligevel et langt stykke hen ad vejen. For hvis menigheden ikke kan regne med, at biskopper, provster og præster står bag den institution, de repræsenterer, og tror på kernen i det kristne budskab, undergraves tilliden til kirken. Derfor må landets biskopper indse, at de i disse overordnede, helt centrale spørgsmål om kristendommen, må lægge en linje. Langsommelige, svage og i bedste fald tvetydige udmeldinger, som dem vi har hørt fra Helsingør i det forgangne år, påkalder sig ikke respekt.
Taarbæk-sagen efterlader folkekirken endnu mere sårbar end tidligere over for den diffuse religiøsitet, der i stigende grad præger danskernes tro. Hvis ikke der tages med alvor på en præst, der offentligt fornægter centrale dele af kristendommen og hoverer med sit kætteri ved at kalde sig en »helvedes dårlig kristen«, som Thorkild Grosbøll har beskrevet sig selv, flytter det religiøse supermarked inden for kirkemurene. Kirken skal ikke gå på kætterjagt og drive sjælekontrol, men lader man én præst forblive i embede med al den foragt for troens kerne, han nu en gang har ytret utvetydigt og højlydt og på skrift, åbnes der en ladeport for andre teologer med en mindst lige så diffus tilgang til kristendommen. Der hverken bør eller kan herske religionsfrihed for præster i folkekirken. Kort sagt svækker det folkekirkens troværdighed som institution, hvis præster kan slippe afsted med at sige hvad som helst.
I folkekirkens snart 155 år lange liv er kun ganske få præster blevet smidt ud af kirken. Der er blevet værnet om kirkens rummelighed, og sådan bør det også fortsat være. Men hvis en rummelighed skal give mening og være andet end holdningsløshed, må rummeligheden have sine grænser. Enhver - herunder også præster - kan tvivle, og tvivlen er ikke sjældent en drivkraft i troen. Men den, der gør fornægtelsen af Guds eksistens til sin teologi, hører ikke hjemme som præst i den danske folkekirke.
Biskop Lise-Lotte Rebel træder - et år efter Taarbæk-sagen begyndte - fortsat vande. Hvor længe hun kan holde en præst under såkaldt skærpet tilsyn, ved kun hun selv. Et er dog sikkert: Der står meget mere på spil i denne sag end en enkelt præsts skæbne og ansættelse i folkekirken. Med den offentlige interesse, som er blevet Taarbæk-sagen til del, er den vokset langt ud over sogne- og stiftsgrænserne. Den er kommet til at symbolisere en folkekirkelig vattethed og slaphed, som kun tydelig handling og klar tale kan gøre op med.